Vi synes, det er så skønt at kunne udnytte pauserne og de små huller i hverdagen til lidt motion. Det hele tæller jo. Og en lille træning er bedre end ingen træning. Herunder opfrisker vi et par træningsformer, så du får et aktivt efterår.
- Styrketræning hjemme eller udendørs træning?
- Fart i stængerne – kombiner med en styrketræning
- Bonusgåturen – stå af bussen et par stop før
- Træd dig til brand i lårene og vind i lokkerne
- Kom flyvende frem på rulleskøjter
Styrketræning hjemme eller udendørs træning?
Et fitnesscenter er ikke et must for at få gang i blodcirkulationen, og det jubler vi over. For din træning skal gerne være ‘lige ved hånden’, som når du har skyr i køleren og granola på lager. Lige til at gå til! Med forskellige styrketræningsprogrammer kan du nemt få pulsen op på stuegulvet eller lave en hurtig udendørs træning. Få røde kinder og ild i lårene med disse tre træningsformer:
Tabata
Manden bag konceptet Tabata hedder Izumi Tabata. Sammen med en gruppe forskere har han fundet ud af, at højintens intervaltræning (HIIT) har en god effekt på folks fysiske form. Kort sagt kan du forbedre din form ved at træne i kortere tid – hvis du træner hårdt og effektivt. Et Tabata-interval varer i 20 sekunder, hvor du yder dit maksimale efterfulgt af 10 sekunders pause. Gentag 8 gange, så du i alt træner i 4 minutter. Hold 1 minuts pause mellem hver runde, og lad din fysiske form afgøre, hvor mange runder du kører i alt.
Fit på 15
Træning skal være sjovt og effektivt, ellers kommer det ikke til at ske. Så drop gerne de 60 minutters træning med moderat intensitet, og bliv fit på 15 minutter med effektiv træning. Du kan med fordel fokusere på at træne forskellige dele af kroppen ved hver træning. Husk, at al træning tæller – også hvis du vil i gang med et vægttab.
Booty burn
Træning med egen kropsvægt, der kan klares i løbet af nul-komma-fem, hitter. Det gør en god bagdel også! Så hvis din popo trænger til at blive strammet en anelse op efter sommerferien, så garanterer vi en booty burn med træningsprogrammet herunder. En træning på 15 minutter med fokus på ben og balder.
Fart i stængerne – kombiner med en styrketræning
Hvad med at sætte tempo i benene på vej hjem fra arbejde og spurte direkte hjem i brusebadet? Med en løberygsæk er det lige ud ad landevejen. Du kan også stå af bussen et par stop før og nappe en kortere løbetur hjem. I starten kan det måske virke unaturligt at løbe med noget på ryggen, men du vænner dig til det. Sådan en sag giver en dejlig frihedsfølelse. Har du til gode at opleve følelsen af runner’s high, så er det måske dette efterår, du skal tjekke den af?
Bonusgåturen – stå af bussen et par stop før
Hver gang du ser dit snit til at få nogle kilometer i benene, så grib chancen. Stå af bussen lidt før, og gå de sidste 500 meter til arbejde. Gør det til en vane at vælge toilettet, der ligger længst væk, og gå en tur rundt om bygningen i dine pauser. Nap en kaffe to-go sammen med din veninde, når I skal ses, og lov dig selv, at du tager trapperne. Husk, at du altid kan peppe din gåtur op med musik i ørerne, en podcast eller en lydbog. Sundhedsstyrelsen siger 10.000 skridt om dagen, det gør vi også! Du kan godt 😉
Træd dig til brand i lårene og vind i lokkerne
Hop op på jernhesten og træd til. Den ultimative bonustræning får du på jernhesten. I Danmark er vi generelt glade for at cykle, og København er flere gange blevet kåret som verdens bedste cykelby. Ret sejt! Lav for eksempel en tradition med dig selv om, at du hver torsdag cykler en omvej hjem fra arbejde, så du får lidt mere træning ind i skemaet. Vi håber, der er medvind på dine cykelstier.
Kom flyvende frem på rulleskøjter
Træning er mange ting, og en tur på rullerskøjter er god styrketræning til lårbasserne. Det er både sjovt, super cardiotræning og balancetræning. Er du dus med rullerne, kan du bruge dem som alternativt transportmiddel til cyklen. Nogle foretrækker de moderne inliners med fire hjul på stribe, mens andre er til den retro udgave, side-by-side rulleskøjterne med fire hjul, der sidder i par. Sving en taske på ryggen med skiftesko i – og du er klar til dagens næste aktivitet. Ud over stepperne med dig!