MK opskrift - Snickers
15. nov 2020 Opskrifter

Vi varmer op til december med MK julesnickers

Halleluja venner!

I anledning af at det i dag kun er to uger til 1. søndag i advent, og dermed også kun to uger til, at du skal åbne den første låge i din julekalender (hvis du da har fået fingrene i en 😉🎁) …

… så skal du på denne søndag have en julet udgave af en opskrift, som jeg ved, at mange trofaste følgere af MK Universet er vilde med, nemlig de berømte MK snickers.

Forrige år udviklede jeg den nye opskrift med det julede twist, og jeg havde faktisk lidt glemt den. Men nu er det tid til en ‘reunion’ – for de smager, som fuglene synger.

De søde lækkerbiskner kan holde sig et par dage i køleskabet og kan fryses.

Er du i snackshjørnet, kan du også hygge dig med at lave karameller og vingummi.

God fornøjelse i køkkenet!

Opskriften på MK Snickers

25 stk

Ingredienser

Bunden
200 gram mandler
50 gram chokolade, 85%
150 gram rosiner
Skal fra 2/3 øko-appelsin
4 dadler (dem med sten i, husk at pille dem ud)

Karamel
20 dadler
2 spsk. kokosolie
¼ dl vand
150 gram peanuts, saltede
Evt. 150 gram marcipan (kan undlades – eller du kan blære dig og lave din egen marcipan med stevia)

Chokoladeovertræk
200 gram chokolade, 85%
¼ tsk. stødt nelliker
½ tsk. kanel
1/3 tsk. kardemomme

I MK’s råvareindeks kan du læse om de forskellige råvarer og blive klogere på, hvordan jeg bruger råvarerne i forskellige opskrifter.

Sådan gør du

Kom mandlerne til bunden i en foodprocessor, og kør dem til mindre stykker. Kom herefter de resterende ingredienser i, og kør det hele til en ensartet masse.

Kom dejen mellem 2 stykker bagepapir, og rul det ud til en firkant – ca. 0.5 cm i tykkelsen. Hvis du vil have marcipan i, så gør du det samme her – kom marcipanen mellem 2 stykker bagepapir, og rul det tyndt ud til en firkant. Kom marcipanen ovenpå bunden.

Kom alle ingredienserne til karamellen ned i en blender eller foodprocessor (massen bliver mest cremet i en blender). Smør karamelmassen på bunden. Hak peanuts i mindre stykker, og drys dem over karamellen.

Smelt chokoladen, og rør krydderierne i. Hæld til sidst chokoladen over, og fordel den med en kniv. Lad chokoladen størkne, og skær derefter dine snickers ud i de størrelser, som du synes. Mmmm, nu kan du spise dem. Velbekomme!

Du finder den originale opskrift på MK snickers her på sitet eller i app’en.

MK opskrift - Snickers

Få det fulde overblik over MK Universets mange sunde opskrifter. 🤎

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MK Nyhedsbrev



Tilmeld