Ofte stillede spørgsmål

Vi har samlet de mest stillede spørgsmål, som vi får til daglig og samlet dem her. Her kan du læse svarene og blive klogere.

Sødemidler og sukker

Må man bruge raffineret sukker på MK principperne?

Svar: Jeg bruger ikke raffineret sukker i mine opskrifter, fordi sukker ikke indeholder nogen form for vitaminer eller mineraler. Det betegnes som ’tomme kalorier’. Derudover giver et stort indtag af sukker et udsving i dit blodsukker. Jeg vil gerne have, at dit blodsukker er stabilt. Hvorfor kan du læse om her.
Hvis vi spiser for mange tomme kalorier, optager det pladsen for de sunde madvarer, der netop bidrager med gode og vitale næringsstoffer.
Når du indtager dit nydelsesmåltid, er det en anden sag. Der skal du spise det, du har mest lyst til. – For lidt sukker hist og her skader ikke. Vi skal ikke være bange for sukker, og jeg har det også fint med, at du spiser købedressinger eller får en klat ketchup i løbet af ugen, hvor der er sukker i. For hverken du eller jeg har tid til at lave al mad fra bunden til daglig.

Du bruger stevia i nogle af dine opskrifter. Hvor køber jeg det henne?

Svar: Jeg har før i tiden brugt stevia i mange af mine opskrifter. Den dag i dag har jeg skruet lidt ned for brugen af det. – Fordi jeg fornemmer, at det er svært at få fat i ude i butikkerne. Jeg bruger det stadig i granolaer, hvis frugten, som jeg bruger til frugtmos, ikke er så moden og dermed ikke smager af særligt meget. Så er et drys stevia en god måde at give en sødlig smag. Jeg bruger det også til creamy skyr, dressinger og andre ting, som skal have en smule sødme.
I kager bruger jeg det ikke mere som den eneste sødmekilde. Det kommer til at smage lidt for mærkeligt. Men det fungerer super godt sammen med kakao og honning, hvor det får smagen endnu mere frem uden, at du kan smage stevia-smagen.
Stevia stammer fra steviaplanten og indeholder meget få kalorier, og så søder det enormt meget. Det søder ca.300 gange så meget som raffineret sukker, så derfor skal man også bruge meget lidt, og så påvirker det ikke ens blodsukker. Pas på med ikke at bruge for meget, da det, man laver, så bliver virkelig sødt og kan få en lidt skarp smag af lakrids. Jeg bruger den stevia, der hedder Stevia MaxSød, som kan fås i Matas og diverse helsekostbutikker.

Kan jeg bruge sukrin på MK principperne?

Svar: Ja det kan du sagtens. Jeg er glad for sukrin – især deres gold-udgave. Det er forholdsvis let at bage med, men har dog stadig en lidt anden eftersmag end sukker. Det er lidt en isnende smag, hvis du kan følge mig.
Sukring består af erythritol, som findes i naturen og er blevet spist i små mængder siden tidernes morgen. Sukrin forekommer i en del frugter såsom meloner, pærer og druer. Du finder det også i fermenterede madvarer som ost, vin og sojasovs.
Sukrin indeholder færre kalorier end raffineret sukker og påvirker ikke blodsukkeret.

Må jeg bruge honning og agave sirup?

Svar: Sirup og honning påvirker begge blodsukkeret. Men de søder meget. – Faktisk op til 2 gange så meget som almindeligt sukker. Derfor skal du ikke bruge så meget for at få samme søde smag, men du skal stadig bruge dem i mindre mængder.

Kan jeg spise frisk og tørret frugt i uanede mængder?

Svar: Både frisk og tørret frugt indeholder dejlige vitaminer, mineraler og kostfibre. De tilføjer med deres naturlige indhold af frugtsukker sødme til maden. Det er en stor skrøne at frisk frugt feder. Jo, hvis du spiser 10 bananer om dagen ud over de almindelige hovedmåltider, så vil du tage på, hvis du ikke forbrænder den ekstra energi. Men jeg har hørt diverse skrøner om, at man ikke burde spise banan, fordi man bliver tyk af at spise banan. Så burde jeg og mine 12.000 MK campere veje 200 kilo hver, for mange af os spiser bananer til daglig.
Spis 2-3 stykker frugt om dagen. Hold dig til 2 stykker frugt om dagen, hvis du har et meget stillesiddende job, ikke træner og gerne vil tabe dig.

Tørret frugt indeholder mere frugtsukker og energi end frisk frugt. Derfor søder det også mere og påvirker også blodsukkeret mere end den friske frugt. Jeg kan godt li´at bruge dadler i desserter, da de er rige på jern og giver en karamelagtig smag. Men de indeholder stadig en del kalorier og frugtsukker. Så man skal ikke tænke, at de er lige så sunde som broccoli.
Hvis du gerne vil tabe dig, skal du holde dig til frisk frugt frem for tørret frugt. Dog kan du bytte et stykke frisk frugt ud med 2 svesker, hvis du i perioder har problemer med at komme på toilettet, hvilket nogen oplever. På den måde får gang i maven.

Kan jeg spise alle de glutenfrie produkter, jeg vil på MK principperne?

Svar: Lige meget om en bolle er glutenholdig eller glutenfri er det en tætpakket kulhydratkilde. Det er en skrøne at glutenfrie produkter er sundere end glutenholdige. Faktisk er det ofte omvendt, da fx. rugmel indeholder mange gode fuldkorn. Derfor er det også vigtigt at understrege, at hvis du ikke skal tabe dig, så skal du endelig sørge for at spise rugbrød og fx havregryn til daglig, da det er sundt for din fordøjelse. Men når vi gerne vil tabe os, så skærer vi lige ned for det.
Jeg har forsøgt både at tage hensyn til folk, der har glutenintolerance samt folk der ikke har. Derfor står der nogle gange, at du kan vælge glutenfrie havregryn, hvis du ikke kan tåle gluten. Hvis du tåler gluten, skal du endelig vælge de glutenholdige produkter og ikke de glutenfrie.
Generelt kan du næsten altid skifte meltyperne, jeg bruger ud med andre alt efter tolerancer og præferencer, men vælg de grove typer.

Du bruger meget mandel- og havredrik i dine smoothies. Må jeg ikke bruge komælk?

Svar: Jeg bruger for det meste mandel- og havredrik i mine opskrifter. Det gør jeg dels, fordi de giver en god smag til mine smoothies, og derudover har jeg oplevet, at nogle folk – inklusive mig selv – får en finere hud af at droppe komælk. Men da det kun er egne antagelser, skal du endelig bruge komælk i mine opskrifter og bytte det ud med plantemælken.
Jeg mener dog ikke at voksne har brug for at bælle en halv liter mælk om dagen. Og slet ikke når man gerne vil tabe sig. De kalorier vil jeg hellere have, at du bruger på at tygge grøntsager med humus til eller andet, der giver mere mæthed. Lad dine børn drikke af mælkekartonen, mens du i stedet tænder for vandhanen og drikker postevand.

Hvorfor indgår brød, ris, pasta kun på planen inden et træningspas?

Svar: For langt de fleste er brød, ris og pasta en helt naturlig del af deres måltid, og de fleste spiser dem i rigelige mængder. Derimod er det de færreste, som spiser nok grøntsager, og det vil jeg gerne have lavet om på. Grøntsager har en masse gavnlige effekter på vores sundhed. Derudover kan du spise op til 10 gange så store mængder grøntsager for samme energimængde, som du kan spise brød, ris og pasta. Derfor er det en god idé at øge ens grøntsagsmængde, hvis man gerne vil tabe sig. Men for at det er holdbart, bliver man nødt til at få øjnene op for nye måder at tilføre grøntsager ind i ens hverdag, Så det ikke bliver for kedeligt og smagsløst. Det er her, jeg skal inspirere dig til at tænke ud af boksen, når du står i køkkenet og bordpladen boomer af grøntsager.

Hvis du ikke skal tabe dig, kan du sagtens spise brød, ris og pasta til daglig. Men husk stadig at få dine grøntsager. Gerne minimum 400 gram/dagen.

Her får du en liste til, hvordan du kan inkludere grøntsagerne lettere i din hverdag og lave retter, som du plejer, men hvor du bytter fx. ris ud med fintrevet blomkål.

  • Byt pasta ud med disse:
    Revet squash eller pasta kørt på spiralizer (husk at vride squash for væske inden brug, hvis du river den)
    Fintsnittet spidskål/hvidkål/rødkål
  • Byt ris ud med disse:
    Blomkål eller broccoli hakket helt fint i en foodprocessor
  • Byt brød ud med disse:
    Broccolibrød
    Squash skåret i skiver på langs
    Blade af spidskål/hvidkål/anden kål (bruges som wraps)
  • Byt lasagneplader ud med disse:
    Fint snittet spidskål (du finder min opskrift på spidskålslasagne her)
    Stegte aubergine- eller squashskiver
    Stegte svampe

Skal jeg tage D-vitamin tilskud?

Svar: De fleste danskere er i underskud af D-vitamin. Grunden til dette er, at vi lever i et land uden megen sol, og derfor er det fra oktober til april meget svært at danne D-vitamin gennem huden. D-vitamin findes især i fede fisk som sild, makrel og laks og i blommen i et æg, men at indtage tilstrækkelig med D-vitamin gennem maden er også svært, så jeg anbefaler, at du indtaget et tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret.

Jeg har problemer med at komme på toilettet efter, at jeg er startet på MK principperne. Hvordan får jeg gang i maven igen?

  1. Svar: Åh, den mave der. Det er jo altid et lidt ømfindigt spørgsmål, da de fleste af os elsker at lade som om, at vi aldrig går på toilettet for at lave nummer 2, og når så vi gør det, så dufter det selvfølgelig af blomster. Maven skal fungere, og du skal gerne gå dagligt på toilettet. Nogle få oplever, at maven godt kan gå i stå de første par dage efter, at du har ændret din kost til at være mere grøntsagsholdig. Her er hvad du skal gøre:

    1. Tænk på at drikke vand nok. Drik gerne 2 liter/dagen, så vi sikrer, at du har væske nok i kroppen, som kan hjælpe på de nedbrydelige processor i mave-tarmkanalen.

  2. Sørg for at spise de grove grøntsager og tilbered dem evt. så du ikke spiser dem alle rå. Steg eller bag nogle af dine grøntsager, så du bedre kan fordøje dem. Du finder en liste over de grove grøntsager her.
  3. Byt et stykke frugt ud med 2 svesker/dagen.
  4. Tag magnesium tilskud. Magnesium har en afslappende effekt på tarmen. Du skal ikke tage magnesium tilskud, hvis du har det modsatte problem; diarré-lignende mave.

Må jeg deltagelse på en MK online camp, hvis jeg er gravid eller ammer?

Svar: Jeg anbefaler, at dit barn er 3 måneder, før du begynder at tænke på at ændre på din livsstil. Derefter må du gerne komme med på en MK online camp. Vi har specifikke regler til kvinder, der ammer, da I skal have mere at spise og flere tætpakkede kulhydrater, så vi sikrer, at mælkeproduktionen ikke stopper, og at baby stadig får den næring, han/hun skal have, hvis du ammer. Ligeledes skal din krop være klar til at begynde på at træne. Dog er det ikke et must, at du træner på campen. Gåture med barnevognen og bækkenbundsøvelser kan være mere en rigeligt for dig alt efter din fødsels forløb.

Hvis du er gravid, må du også gerne deltage på en MK online camp. Dog anbefaler vi ikke, at du starter med at træne efter, du er blevet gravid, hvis du ikke er vant til dette i forvejen.

MK Nyhedsbrev



Tilmeld