Og så kan det være, at du er en af de heldige, der kan se frem til seks ugers ferie fra madpakkerne. Måske har du et par uger mere på madpakke-kontoen bagefter – men hold ud. For her kommer min redning til os, der snart i et helt år trofast har stået og smurt madpakker uge efter uge i håbet om, at vores børn får god næring med sig.
For kan vi ikke godt blive enige om én ting? Det er altså ikke ligefrem dagens højdepunkt at lave madpakker.
Derfor har jeg lavet en lille redningspakke til de næste uger, så du allerede nu kan begynde at føle, at du er lidt på ferie fra madpakkeræset.
Du får her fem opskrifter, som jeg selv lavede i søndags, og som nu fylder godt op i fryseren. Det betyder, at jeg bare skal tage en pizzasnegl, et par pandekager, et stykke bananbrød og en dadelkugle op af fryseren, og så er halvdelen af madpakken faktisk allerede klaret. Samtidig synes barnet, der skal spise den, at det er langt sjovere at åbne madkassen, end hvis den kun er fyldt med rugbrødsmadder. Og så er der måske også større chance for, at det hele bliver spist.
Billederne af madpakkerne er fra Viggos madkasse. Der er nemlig ikke madordning i hans vuggestue og børnehave. Til gengæld er der madordning der, hvor Laurits går. Han får dog stadig en lille madpakke med, så der er til snacks og en evt. frokost han ikke lige syntes om.
I Viggos madpakke finder du:
Frokost madpakken:
- En pizzasnegl
- Grovbolle med leverpostej (han plejer at få rugbrød med, men det var vi løbet tør for)
- Revet gulerod
- Jordbær
- Rød Peberfrugt
Snack madpakken:
- 1 skive bananbrød
- 2 pandekager
- Jordbær
- Agurk
Det eneste jeg har skulle gøre for at lave madpakken, er at skære frugt og grønt ud og smøre en leverpostejmad. Resten havde jeg i fryseren eller i køleskabet. Jeg har lavet så store portioner af pizzasnegle, pandekager, bananbrød og dadelkugler at jeg har til de næste 2 ½ uger. Det er så fedt!
Nu skal du have opskrifterne!
Pizzasauce
1 dåse hakkede tomater
½ broccoli
100 g tomatpuré
1 tsk. løgpulver
1 tsk. hvidløgspulver
1 tsk. oregano
Salt og peber
Dej
En færdigkøbt pizzadej
Topping
1 pakke pepperoni
120 g revet ost
Fremgangsmåde
Skær broccoli i mindre stykker. Kog broccoli så den bliver mør.
Kom alle ingredienser til saucen op i en blender og kør det til en ensartet masse. På den måde kan du snyde broccoli i dine børn uden de forstår, det er i saucen.
Kom ca. halvdelen af saucen ud på pizzadejen. Husk at den ene kant skal være uden sauce, så du kan samle dejen. Resten af pizzasaucen kommer du i en frysepose og bruger det næste gang, du skal lave pizzasnegle eller kommer det ovenpå pastaen en dag, I skal have pasta med tomatsauce.
Kom pepperoni og revet ost på bunden, og rul den sammen.
Skær 14 stykker og kom dem på en bageplade. Pres dem lidt flade og bag dem i 20-25 minutter til de er gyldne.
Dadelkugler
Du får 2 opskrifter så du både har en med og uden peanuts, hvis nu der er nogle børn i klassen/institutionen, der har peanutallergi. Hvis der ikke er, så prøv lige de snickers kugler. De er SÅ gode!
Ingredienser
180 g juicy dadler (husk at pille stenene ud)
50 g peanutbutter, crunchy
50 g peanuts, saltede
50 g mørk chokolade, 70%
Fremgangsmåde
Kom chokolade og peanuts i en foodprocessor, og kør dem til mindre stykker. Kom herefter de resterende ingredienser deri, og kør det hele til en ensartet masse.
Form 14 kugler. Du kan evt. trille dem i kokosmel, hvis du ikke vil have de er så fedtede.
Opbevar dadelkugler i køleskabet i 2 uger eller på frys.
Ingredienser
60 g mørk chokolade, 70%
1 stor spsk. kakaopulver
120 g juicy dadler (vægt efter sten er pillet ud)
100 g mandler
2 spsk. kokosmel
2 tsk. romessens
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 175 grader, varmluft.
Bag mandlerne i 15-20 minutter indtil de begynder at blive gyldne. Lad dem derefter køle af.
Kom chokolade og mandler i en foodprocessor, og kør dem til mindre stykker. Kom herefter de resterende ingredienser deri og kør det hele til en ensartet masse.
Rul 15 kugler.
Opbevar dadelkugler i køleskabet i 2 uger eller på frys.
Ingredienser
150 g hytteost 4%
6 æg
3 bananer
2 ½ dl havregryn
1 tsk. kanel
½ tsk. kardemomme
1 drys salt
Evt. 3 spsk. hvedemel hvis dejen er for tynd
Kokosolie til panden
Fremgangsmåde
Kom alle ingredienserne til pandekagerne i en blender og blend sammen. Steg hver pandekage på en pande med lidt kokosolie i 2-4 min. Vend undervejs. Der bliver 12 stk. eller flere hvis du laver dem mindre.
Pandekagerne kan opbevares på køl i 2 dage. Jeg kommer dem altid i fryseren med madpapir mellem dem, så det er nemt at tage et par stykker op til madpakken. Hvis du ikke putter madpapir eller bagepapir mellem pandekagerne er de meget svære at få fra hinanden.
Ingredienser
3 bananer
2 æg
100 g havregryn
4 spsk. hvedemel
2 spsk. sukker
1 spsk. olivenolie
1 tsk. kanel
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. kardemomme
1/4 tsk. salt
Topping
50 g chokolade, 70%
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 175 grader, varmluft.
Kom alle ingredienserne på nær topping ned i en foodprocessor, og kør det sammen til en ensartet masse.
Hak chokolade groft og drys det ned i dejen og rør lidt rundt med en ske, så chokoladen bliver fordelt.
Kom dejen i en lille brødform, der er cirka 23 cm lang og 13 cm bred.
Bag brødet i 30-35 min, og lad det køle af.
Bananbrødet kan holde sig 2 dage i på køl. Jeg kommer dem altid i fryseren hvor jeg først skærer det i de ønskede skiver og kommer derefter madpapir mellem skiverne, så det er nemt at tage et par stykker op til madpakken. Hvis du ikke putter madpapir eller bagepapir mellem pandekagerne er de meget svære at få fra hinanden.










