13. dec 2019 Træning

Fasthold træningen i julen

Mange mennesker har tendens til at gå all ind i hele december måned. De skifter vand ud med snaps, gulerødder ud med æbleskiver og træningen ud med julehygge. Okay måske en smule sat på spidsen, men ikke desto mindre gør mange folk det endnu hårdere for sig selv at komme igennem januar måneds ”get-back-on-track”, og det vil jeg gerne hjælpe med ikke sker. Men inden jeg går videre, er det måske ret godt lige at vide, hvorfor det egentlig er en god idé at træne.

Derfor skal vi træne?
Bevares du forbrænder nogle kalorier under træningen, men jeg vil gerne have, at det ikke bliver den primære grund til at du træner. For så bliver træningen for de fleste noget negativt og fokus ligger det forkerte sted.

Kroppen er designet til at bevæge sig. Man skal kunne hoppe med lethed, gå op ad trapper uden man føler, at ens lunger er ved at kvæle én, nå sine fødder, når man står op og læner sig forover og generelt være rørig og smidig. Men det er de færreste mennesker der har sådan en krop, når de bliver voksne, fordi vi sidder ned det meste af dagen.

Kroppen former sig efter det, den gør mest. Mange mennesker tilbringer 8 timer i sengen, måske 3-4 timer på sofaen, 11 timer på en stol eller i en bil og resten bruges til at stå op og lave mad, købe ind, gå op toilettet o.a. Med andre ord bliver vi nødt til at planlægge at bevæge kroppen i løbet af dagen, da mange har en dagligdag, hvor det sker meget få gange.

Du bliver gladere og stærkere af at træne.
Når du træner udskiller du endorfiner, som også kaldes for kroppens naturlige lykkepille. Det jubler vi over. Derudover jubler vi også over, at knogler og muskler bliver stærkere, man bliver bedre til at holde fokus og man nedsætter risikoen for stress. Ligeledes sover man bedre med mindre, man træner lige op til sengetid. Det er dumt at gøre, hvis du gerne vil kunne falde i søvn på nul-komma-fem! Og så nedsætter du selvfølgelig også risikoen for diverse livsstilssygdomme, bliver lidt “strammere i betrækket” og får mere energi.

Det lyder jo alt sammen godt, men hvordan skal vi så komme i gang med at træne?

Vanens magt er stor. Hvis man ikke er vant til at træne, så skal der brydes en vane, og det kan være svært. Mest af alt fordi ca. 80% af hjernen synes det er lækkert at blive ved med at gøre alt det, den altid har gjort. Med andre ord er det kun 20% af hjernen, der jubler, når du vil ændre vaner og måske gerne vil i gang med at træne. Dog kan det lade sig gøre at rykke på den 20% fordeling, så du dermed får succes med din vaneændring.

Her får du 5 tips til at tage røven på din hjerne, ændre dine vaner og komme igang med træningen.

  1. Træn sammen med andre, så du opnår et fællesskab og glæder dig til at se folk og ikke føler dig ensom på rejsen. Derudover kommer de fleste afsted, hvis de ved, at der står en person og venter på dig.
  2. Træn om morgenen og drop at tænke på træningen hele dagen lang. Dog kræver det, at du laver ”vækkeurs-tricket”. Læg vækkeuret på gulvet om aftenen. Når det så ringer, så skal du hoppe ud af sengen for at slukke det. Med andre ord siger vi farvel til muligheden for at snooze.
  3. Pak tasken, slå hjernen fra og gør det uden at tænke for meget over det. En taske der er pakket eller træningstøj, som er lagt frem kan gøre stor forskel på om du kommer afsted eller ej.
  4. Accceptér at det ikke altid er sjovt. Lidt som med livet generelt. Nogle gange skal man gøre ting, der ikke er mega sjovt 24/7 for at få det godt på sigt.
  5. Gør det simpelt – træn hjemme på stuegulvet med din egen kropsvægt og gå eller løb en tur. Så har du både styrketræningen og konditionstræningen i hus og du skal ikke bruge tid på transporten.
  6. Sæt et mål for dig selv. At du de næste 4 uger fx vil træne 3 gange/ugen. Hvis du opfyldet det mål, så må du give dig selv en gave. Det kan også være, at du skal gå x-antal skridt eller løbe x-antal km på en uge. Her kan et løbeur være en god investering, så du kan holde øje med hvor meget du bevæger dig..

Det var alt herfra. Ha´den dejligste weekend!

Xx Michelle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MK Nyhedsbrev



Tilmeld