Jeg skulle aldrig være blevet en, der arbejder med sundhed (del 1)
Jeg burde sove nu. Jeg burde faktisk virkelig sove nu. Klokken er 01:14 og lige om lidt er det lørdag morgen. Jeg er lige kommet hjem efter at have været ude og spise med Stephania Potalivo. Hende lærte jeg at kende for lidt over et år siden. Siden da er vi blevet tætte veninder og har vendt store som små ting. Ting der fylder meget og lidt i vores hverdag. Når der er noget, der skal fejres, når der er noget, der fylder for meget i hjernen og når der er noget, vi er rasende over eller kede af. Vi snakker om alt fra bøfsandwich til broccolibrød, bosslady begrebet (som vi begge har det liiiiidt anstrengt med!) og om hvorfor, det er mere sejt at sige, man har travlt og folk kigger med bedrøvede hundeøjne på én, hvis man siger, man ikke har en skid at lave. Og så snakker vi meget om kroppen, sundhed og udseendet. Alt i alt emner som er helt almindelige hos det kvindelige køn. Især de sidste 3 ting.
Jeg har aldrig rigtig åbnet sådan HELT op for min egen kropsrejse. Jo jeg har fortalt, jeg var større end resten som lille og blev drillet med, at jeg var tyk. At jeg har været på 100 slankekure og har være en størrelse, som ikke kunne gå ned i butikken og købe cowboybukser, jeg kunne passe. Jeg har fortalt lidt, men jeg har aldrig fortalt alt om den rejse, jeg mentalt har været på, for at acceptere den krop jeg er født med.
Når alt kommer til alt, så er det jo altså meget mere dejligt for mig at tale om jer. Om mine seje campere. Fordi jeg hører rigelig på mig selv i min hverdag, og fordi det er meget letter for mig, at fortælle om andres rejse end min egen. Det er mere trygt at tale om andre, end at dykke ned i min egen private verden og give dig noget af den. Men nu kommer min nye bog snart ud. Hvor Store Sonja optræder, hvor du får en meget stor del af den historie, jeg har været på. Du får ikke hele historien. Så ville bogen blive for lang, men du får rigtig meget af den. For jeg har proppet en masse af min fortid ned i Store Sonja, men jeg har også puttet mine 10.000 MK campere ned i hende. Så hun er en blanding af os alle. Og hvis du tænker ’hvad fanden er det for en bog hun snakker om?´, så er det den du finder her.
Efter at Stephania igen prikkede til mig i aftes, om hvornår jeg havde tænkt mig, at du kære læser, måtte få noget mere fra denne kropsrejse jeg har været på, så er det måske på sin plads at tage mere hul på det nu – inden bogen udkommer. Selvom der stadig er noget i mig, der er lidt nervøs for det. Det kan jeg godt forstå jeg er, men omvendt kommer Store Sonja bogen snart ud. Men jeg er også i en branche, hvor alt skal være så skide perfekt eller også sker der det stik modsatte. At folk gør grin med de tynde kvinder, og udstiller sig selv som værende meget større end de egentlig er (i min verden!). Hvor de står ud går en dyd ud af at få deres deller så synlige som mulige, sætte bukserne og trusserne så maven kommer til at syne større. Begge ting er noget jeg ikke bliver lykkelig af at se på.
Det er så vigtigt at vi begynder at tale mere om det her emne (og nu tør jeg endelig J). For jeg ved, jeg ikke er alene. Det har jeg jo kunne se på mine MK camps, hvor mine campere deler mange af de samme tanker og mønstre, som jeg har haft og på dårlige dage stadig kan have. Men nu skal vi have fikset lortet sammen! Og når alt kommer til alt, så har jeg også fået en del tæsk ude på de sociale medier de sidste år, at jeg er blevet meget mere hårdhudet. Ikke at jeg jubler, når det sker men det er som om, at jo flere gange en ubehagelig ting sker, jo mere vant bliver man til det….skræmmende nok! Så hvis der er folk der begynder at snakke i krogene, ja så må de gøre det. Det er alligevel sket en del gange før.
Mit forhold til min egen krop har været fucked up! Det kan man jo egentlig godt forstå, når jeg allerede fra barn blev kaldt Store Michelle og det ”kælenavn” holdte fast i mine barne- og ungdomsår. At det har fået mig til at se på mig selv som var jeg en meget større størrelse end jeg egentlig var. Jo jeg var buttet som barn. Virkelig sød og buttet og større end de andre børn på min alder. Derfor var jeg også det oplagte mobbeoffer. Da jeg gik i 3. klasse var jeg stadig større end de andre. Ihvertfald så stor, at jeg ikke kunne passe de shorts, som vi spillede kamp i til håndbold. De andre havde de grønne og smarte shorts på. Jeg havde altid cykelshorts på. Fordi dem kunne jeg passe. Jeg tænker selv, at de shorts må have været urimelige små. For når jeg ser på det billede, så kan jeg simpelthen ikke se, at jeg skulle være tyk. Men ifølge de grønne shorts, så var jeg tyk. Jeg var i hvert fald ikke en normal størrelse.
I starten af mine 20’ere fyldte min stræben på at blive tynd til tider alt for meget. Det kommer jeg ind på en anden dag. Der er meget jeg kommer ind på en anden dag, for jeg har samlet en del sammen over årene på den her kropsrejse. Hold kæft hvor har jeg brugt latterlig mange timer på at svine min krop til. Og jeg håber simpelthen sådan, at jeg kan gøre noget for at du ikke bruger lige så mange timer, døgn, uger, måneder ja sgu nok også år på at svine din krop til som jeg har brugt. Men at du finder en accept i din krop og de gener den er født med. Det er det, der er missionen med de her blogs.
Jeg kom til København i juni 2010. Inden da havde jeg læst Idræt på Universitet og været 9 måneder på Club La Santa som green teamer. I disse år havde jeg det fint med min krop. Jeg så den mest som et redskab, der skulle være i god form til eksaminer, til diverse træningstimer vi havde på Idræt og til at undervise på de hold, jeg havde i fitnesscentret. Jeg trænede virkelig meget qua mit studie på Idræt, og med et studiejob som spinning underviser og personlig træner. Så min krop var mere en maskine som skulle testes af i diverse forsøg og blive god til sportsgrene, så jeg kunne få fine karakterer.
Da jeg landede i København for at studere Human Ernæring, fik jeg hurtig en fod indenfor i denne branche som jeg stadig er i. 2 måneder efter jeg var landet herovre, blev jeg fast træningsekspert på iForm bladet og et år efter blev den personlige træner, som skuespillerne kom til, når de skulle formes til roller. Jeg kom også på Aftenshowet allerede 3 måneder efter jeg var landet i KBH og var hos dem et lille år, hvorefter Go´Morgen DK begyndte at hive fat i mig.
Ud over at træne skuespillere, så trænede jeg også Hr og Fru DK. Et år efter jeg var landet i København, var jeg på et kursus med en amerikansk mand. Hans koncept var kendt for at man tog fedtmålinger med en tang og fyldte en helvedes masse kosttilskud i kroppen og snakkede om, at man kunne punkttabe sig visse steder på kroppen – fx på knæene. At det fedt man havde på knæene skyldtes at man drak for meget rødvin (tror jeg nok var årsagen – jeg kan ikke helt huske det ud over at det meste, var virkelig gak! For nej fedt på knæ kommer ikke på grund af du drikker rødvin og du kan ikke punkttabe det).
Til kurset sad mange af de personlige trænere, som jeg havde set op til i flere år forinden. Som jeg havde set i diverse blade. Vi skulle alle – én efter én – op til tavlen og få lavet en fedtmåling af den amerikanske mand. Hvor han hev ud i vores deller (eller hudfolder for andre) og skrev tallet op på tavlen. Inden jeg var mødt op til kurset, følte jeg mig ikke stor. Jeg tænkte, at jeg endelig havde det dejligt med min krop. Men det var en anden følelse, jeg havde efter den måling. Alle de andre trænere havde stort set kun hudfolder, når de smed tøjet og havde en fedtprocent der ikke sneg sig op over 18%. De var med andre ord i den slanke kategori. Mig derimod. Jeg landede på 25.7% i fedtmasse og var derfor i den overvægtige klasse. Ja jeg var så åbenbart overvægtig. Og jo mere jeg så på det tal, jo mere blev jeg egentlig også overbevist om, at det nok var rigtig. At jeg igen var Store Michelle og jeg så hellere måtte gøre noget ved det. At jeg synes det var pinligt at spise mad på kurset. Især den banan jeg havde med, for manden fik mig overbevist om, at frugtsukker var den rene fedmekilde for mig. Jøsses!! Så jeg gik hjem efter det kursus, slettede alle fester i kalenderen og levede enorm restriktivt i 3 måneder, for at jeg kunne tabe mig, blive en del af den her sundhedsverden og passe ind. Jeg havde godt nok ikke noget socialt liv, da alt drejede sig om enorm sund kost og ikke for meget mad. For allerede på det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle leve enorm fanatisk, hvis jeg skulle tabe mig meget. Fordi jeg er født med mine fars gener, og vores krop har det bare bedst med at være alt andet end en small størrelse.
Jeg har haft en kropsstørrelse, der var en størrelse small, men der så jeg stort set ikke nogen som helst ud over min familie og håndboldholdet i den periode, da alt andet handlede om træning og kalorietælling. Om jeg var lykkelig, da jeg kunne hoppe i de små bukser? Jo nok lige da jeg kunne gøre det, men jeg havde ligesom ikke set nogle mennesker i voldsom lang tid, og var mere ensom end jeg var lykkelig….men dog tynd! 4 måneder efter var jeg ikke tynd mere. Der var jeg blevet alt for sulten og droppede (heldigvis) den fanatiske, småt-spisende livsstil.
2 år efter denne episode med kurset og den amerikanske mand fik jeg at vide af en kollega, at man i et forum for personlige trænere på facebook havde hængt mig ud fordi det var en joke, at jeg kunne få så meget succes, når jeg var tyk. Så dum som jeg var, gik jeg ind og kiggede på det forum. Den dag tudede jeg og overvejede endnu engang om jeg egentlig hørte til i den her ”sundheds-specialist-verden mens jeg åd noget chokolade. Og så får du ikke mere for denne gang. Ellers bliver det simpelthen aaaalt for langt. Du får del 2 om et par uger. Måske allerede næste uge, hvis tiden tillader det. For det er nemlig en anden ting jeg er blevet meget bedre til. Ikke at presse kalenderen for sindsygt. Noget min krop takker mig for, da den har det bedre end den længe har haft det. Noget mange af jer også har været søde at skrive til mig. At jeg ser så sund, glad og afslappet ud. Men jeg er også endelig er begyndt at slappe mere af med de gener jeg er født med og med det job jeg har. Det har til gengæld også været helt af helvedes til med udfordringer på jobbet (mit bedste råd – bliv ikke selvstændig, ha!).
Men er jeg så kommet helt i land med at finde helt ro i min krop? Nej ikke helt, men jeg er kommet meget langt! Men jeg tænker du, jeg og Store Sonja måske kunne hjælpe hinanden? For det er trods alt sjovere at tage kampen sammen.
Tak for du læste med. Du kan lure min nye bog ’Ny krop på 4 uger’ her. Som har en mission om at du skal få øjnene op for nye ting, som vil gøre at du forhåbentlig finder en større ro i din krop og kampen mod kiloene. Rigtig god lørdag.
