Du skal hilse på Sara Blædel. Danmarks krimi dronning som jeg har været så heldig at lære at kende. Den 16. november udkom hendes bog nr. 14, som er den 3. i trilogien om Bedemandens datter. Den kan du få fingrene i her.
De sidste 5 måneder har hun spist utrolig meget kål, fastet og blevet lidt som en anden førstehjælpskasse for mig. Hendes hjerne indeholder nemlig – ud over gode krimihistorier og fortællinger fra bedemandsforretningen – også en enorm erfaring og gode råd. Og dem skal du have nogle af i dag. Så her er hun – Sara Blædel.
Sara, hvad er sundhed for dig?
Sundhed handler både om at være i fysisk og mental balance. Det er, hvor jeg har en følelse indeni mig selv, hvor jeg føler mig grounded. Hvor jeg har overskud og det har jeg, når jeg får min søvn, ikke stresser og ikke hele tiden har ting i kalenderen. Det giver mig også et overskud til at spise sundt. Hvis jeg hele tiden er bagefter, får sovet for lidt og har alt for travlt, så bliver jeg shaky.
Når jeg føler mig sund, så ser min hverdag sådan ud: Jeg får mine 7-8 timers søvn og går en tur inden jeg spiser morgenmad. Min morgenmad er sund og består af rene råvarer. Altså ikke noget med 100 tilsætningsstoffer i produkterne. Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi havde meget rene råvarer i køkkenet. Det gik mine forældre meget op i, og det har jeg taget med mig videre. Derudover vil jeg gerne træne 3 gange/ugen.
Til gengæld føler jeg mig usund, når jeg har pisse travlt. Så får jeg ikke sovet nok og når jeg ikke får min søvn, så har jeg lyst til at spise alt. Især hjemmebagte boller med tandsmør. Faktisk synes jeg ikke, at boller med tandsmør er enormt skønt at spise til daglig. Men når jeg er træt og har alt for travlt, så er det som om min krop bare skriger på det. Det er noget mærkeligt noget og i sidste ende gør det intet godt for mig.
Lad os sige det som det er. Du er gået rimelig meget sundheds-amok de sidste 4 måneder. Hvad har fået dig til det?
Jeg flyttede tilbage til Danmark i juni i år efter at havde boet i New York i 1 ½ år. 1 ½ år som var meget hektiske for mig. Jeg arbejdede virkelig meget i New York og rejste meget. Jeg kunne ikke nå at passe ordentlig på mig selv derovre.
Da jeg tog hjem til Danmark igen, var det for at få ro og gøre noget godt for mig selv. En af de ting der stod øverst på listen var, at jeg skulle finde mig selv igen og få nogle gode, sunde rutiner. Så jeg kunne holde mig selv oppe. Jeg ville også gerne tabe mig lidt, men mest af alt blive stærkere både fysisk og mentalt og finde en fin balance i det hele.
Jeg har lært, at jeg ikke kan det hele, når jeg har pisse travlt. Jeg har faktisk heller ikke lyst til at fremstå som et eller andet overmenneske, der pludselig kan have en kæmpe karriere, være meget sund og træne flere gange i ugen på én og samme tid. I stedet for at det er en fiasko for mig, at jeg ikke både kan brage derudaf med karrieren i perioder samtidig med, at jeg lever enormt sundt og træner flittigt, så er det et valg for mig, at jeg ikke kan alt.
Når jeg har travlt og er i en skriveproces, er det ikke vigtigt nok for mig, at jeg også træner 3 gange/ugen fordi jeg i de perioder har mere end rigeligt at gøre med at arbejde. Og det synes jeg er helt OK at sige. Jeg er ikke et overmenneske. Jeg spiser stadig sundt i de perioder, men jeg kan ikke også fokusere på, at jeg skal i meget god form i den periode. Jeg kan ikke klare det hele på én gang. Jeg er blevet for gammel, rutineret og klog til, at jeg tror, jeg kan det hele. Og gudskelov for det.
Det har i årevis været en falliterklæring for mig, at jeg ikke kunne alt på én gang. Så har jeg skældt mig selv ud af helvedes til. ’Hvorfor kan du ikke træne hver dag? Hvorfor kan du ikke spise sundere? Hvorfor kan du ikke gennemføre den slankekur?’. Jeg har et enormt behov for at slappe af og nogle gange ligge på sofaen og ikke lave en skid. Og det vil jeg eddermame have lov til.
Men har du virkelig haft så travlt? Og kan du nu sige højt og tydeligt, at du slapper 100% af i sundheden?
I bund og grund tror jeg faktisk ikke, at jeg har haft mere travlt end så mange andre. Men jeg er bare ikke i stand til at gøre alt på en gang. Jeg er bare indrettet på en anden måde end andre. Jeg ville elske, at jeg var sådan en person som sagde, at jeg lige løb 10 km og fik en masse energi ud af det. For jeg er sikker på, at min krop ville have det bedre, mit energiniveau ville have det bedre og min samvittighed ville have det bedre, hvis jeg gjorde det. Jeg ville faktisk lidt ønske, at jeg var sådan en person. Men det er jeg ikke. Jeg er faktisk lidt misundelig over dem, der kan det. Jeg må bare erkende, at jeg måske mangler det gen, som er viljestyrken til lige at løbe 10 km efter en intens arbejdsdag.
Nogle gange kan det kan irritere mig, at jeg er så målrettet og mega flittig med arbejde. At jeg er virkelig opsat på at nå nogle mål og få nogle arbejdsmæssige ting i hus. På det punkt er der ikke 10 vilde heste, der kan få mig ud af kurs. Hvis jeg vil nå et mål arbejdsmæssigt, så skal jeg nok også nå det. Der kan jeg virkelig arbejde igennem. Men tage mig sammen til at gå ud og løbe en tur om morgenen – det kan jeg ikke. Og det kan jeg blive enorm irriteret på mig selv over. At jeg er enorm viljefast på arbejdsfronten, men slet ikke kan finde det frem på træningsfronten. I hvert fald ikke når jeg skal gøre det selv. Det er lettere når man ved at der er en træner eller veninde der står og venter på én. Men i bund og grund er det jo nok fordi arbejde stadig er vigtigere end mig selv i visse perioder. Men det er jo så det, jeg er i gang med at ændre. Så de balancerer hinanden bedre.
Tror du ikke selv, at du en dag kunne blive en af de personer der løb en tur?
Jeg er så imponeret over, at folk kan løbe 10 km. Men jeg er også meget forundret over, at jeg ikke kan gøre det selv. For det kunne jeg, da jeg var yngre. Men der havde jeg selvfølgelig heller ikke så meget, jeg skulle præstere arbejdsmæssigt. Måske er der bare en begrænsning på den front i forhold til, hvor meget ens hjerne gider at performe og blive presset. Så der skal ske nogle ret drastiske ting, hvis jeg skal se mig selv løbe en tur. Plus jeg tror også bare, at det er vigtigt at tilgive sig selv. Og lave en realistisk plan. Når jeg er i en skriveproces med en ny bog, så er skriveprocessen altså det vigtigste. Så får jeg ikke trænet, som jeg burde. Men det er helt okay for mig for så træner jeg målrettet igen, når jeg er færdig med at skrive. Man må erkende at man har begrænsninger.
I bund og grund er du jo bare sindssyg realistisk?
Ja det er jeg. Og jeg vil gerne gå linen ud i de perioder, hvor jeg ikke skal skrive en bog. Træning giver mig mentalt overskud. Men jeg er også kommet dertil, at jeg erkender, at jeg ikke kan det hele. Jeg har altid haft en glæde ved at leve sundt og jeg syntes, det var så spændende, da den første juice bar åbnede i KBH for mange år siden. Jeg har altid haft det rigtig godt med at træne og spise sundt. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at jeg for 8 kilo og 25 år siden vidste, at det virkelig var alvorligt, når folk sagde, at det ville blive meget sværere at komme af med de ekstra kilo og kroppen ændrede sig, jo ældre man blev. Så ville jeg have været bedre ved mig selv og ikke spist så meget stegt flæsk. For de ekstra kilo er altså mere genstridige at få af kroppen den dag i dag end de var for 20 år siden.
Der er jo mange der snakker om, at de gerne vil leve sundere. Men er den sunde livsstil for dig nu en masse kål på tallerkenen, nej tak til vin og desserter? Eller føler du, at sundheden kan stikke lidt af?
Ja for fanden – det føler jeg at den kan. Først og fremmest skal man simpelthen være glad for det hylster, man går rundt i. Men man skal også passe godt på det, for det giver altså bonus på lang sigt. Men jeg kan også godt tænke, at der er nogen derude, der passer lidt for godt på deres krop. Hvor de er helt fanatiske og ikke har noget liv ud over at spise enormt sundt og træne hver dag. Men det er jo et valg. Jeg har valgt, at jeg er livsnyder, men med måde. Jeg sætter meget pris på at min krop kan holde til at være med mig i mange år, men det betyder ikke, at jeg lider afsavn. Hvis jeg får en tagsten i hovedet i morgen, så ville jeg være skide ked af, hvis hele min hverdag kun havde været en stræben efter at være enorm sund og slank. Ikke at jeg vil svælge mig i stegt flæsk hver dag, som jeg ellers virkelig elsker, men jeg vil altså ikke sige nej til socialt samvær og gode middage, bare fordi jeg skal spise sundt.
Jeg vil meget hellere nyde det, jeg indtager i stedet for at have pisse dårlig samvittighed og så skære ind til benet nogle andre dage. Så jo jeg spiser meget kål, men jeg spiser altså også stadig min stegte flæsk og drikker vin i weekenden. Og så fungere faste bare helt vildt godt for mig. Hør hvor banalt er det lige? Hvorfor har jeg ikke fået kendskab til det noget før? Det er jo fuldstændig åndsvagt, at jeg ikke har kendt til det før. Det fungerer altså!
Jeg spiser aftensmad kl 18, fletter næbet i 24 timer og så spiser jeg igen næste aften kl 18. Og så kan jeg tillade mig at skeje ud nogle dage i ugen, uden at det hele er tabt på jorden.
Det her med at være realist, er virkelig vigtig, når vi snakker sundhed. Det er jo det du er med dine MK principper, og derfor jeg følger dig på instagram og tog fat i dig. Din tilgang til sundheden var fornuftig og du var sjov. Jeg går helt kold, når der er sundhedstyper der står og skriger én i hovedet og fortæller, hvad man ikke må spise og hvordan man skal spise og træne. Det eneste det medfører er, at jeg synes personen er voldsom irriterende og jeg får lyst til at nikke personen en flyveskalle. Den form for sundhedsformidling gider jeg ikke, for jeg er et voksent menneske -Ikke et lille barn.
Din tilgang er så fornuftig, fordi du faktisk har sagt at jeg SKAL tage et nydelsesmåltid. Og så kører du ikke med nogen skræmme kampagne. Det er dejligt. Jeg bliver provokeret af skræmmekampagner og har lyst til at gøre alt det de siger, man ikke skal gøre.
I bund og grund er sundhed mere end bare at træne og spise kål. Det er det hele billede. Jeg kan meget bedre li´ mig selv, når jeg er i det. Det betyder meget for mig at være sund. Men det betyder også meget for mig ikke at skælde mig selv ud, når jeg ikke har overskud til at træne.
Og så til bøgerne…….
Du har jo nærmest skrevet en bog om året i 14 år, hvilket jeg synes er helt vanvittigt! Hvordan gør man det? Og hvordan ved man, at der kommer 3 bøger og ikke en 4.? Her tænker jeg på trilogien med Bedemandens datter.
Ja det er også et godt spørgsmål. Jeg blev for alvor kendt med min 2. bog om Louise Rick ”Kald mig prinsesse”. Og derefter havde jeg ikke mere. Der var helt tomt inde i mit hoved. Det var første gang jeg tænke, at måske kommer der ikke flere. At jeg var færdig med at skrive bøger,men så troppede jeg op på politigården med onsdagssnegle og snakkede med Ove Dahl, som var drabschef på det tidspunkt, og han nævnte æresdrab for mig. Først tænkte jeg, at det skulle jeg i hvert fald ikke røre ved. Men han blev ved med at tale om dem og lige så stille begyndte bog nummer 3 alligevel at komme frem oppe i min hjerne, og jeg begyndte at skrive. Under hele processen havde jeg en følelse af, at det var politiet som havde idéen om hvilken historie, vi skulle skrive og min retsmediciner vidste, hvor vi skulle dumpe liget. Så jeg tænkte ’Fedt drenge. Det gør vi det her’. Jeg er enormt privilegeret med de folk, jeg arbejder sammen med. De har hjulpet mig meget på vej og gør det stadig den dag i dag. Og ja – pludselig var der så en nummer 3. Så det er svært at sige, hvordan jeg skriver ca. en bog om året. Men det begynder bare at boble i min hjerne. Og hvis der er stilhed, så får andre folk den pludselig til at boble over med idéer.
Med Ilka vidste jeg allerede inden jeg begyndte at skrive, at det var en trilogi. Hele historien er bygget op på den måde. Og den slutter her. Der kommer ikke flere med hende, men I skal altså glæde jer til at læse den sidste i rækken ’Den tredje søster’!
Hvis jeg havde sagt til dig, at du ville blive DK’s mest succesfulde krimiforfatter, da du var i 20’erne, hvordan ville du så have reageret?
Så havde jeg slået en skraldlatter op og sagt ’hvorfor siger du det?’. Det ville jeg slet ikke have haft i tankerne. Det har aldrig ligget i kortene, eller været en drøm for mig, at jeg skulle blive forfatter. Men pludselig begyndte jeg at få så mange historier oppe i mit hoved, som jeg bare måtte skrive ned. Og sådan startede det hele.
Ved de første 4 bøger jeg skrev, havde jeg et fuldtidsjob samtidig med, at jeg havde min søn alene i hverdagene. Det er ikke helt det optimale set-up, men jeg lykkedes med det. Jeg skrev om aftenen og følte, at jeg blev trukket ind i et andet univers, hvor jeg formede min egen historie, hvilket jeg jo også gjorde. I dag er jeg blevet meget mere struktureret, når jeg skriver bøger end jeg var dengang. Men det lykkedes jo alligevel, selvom rammerne ikke var de optimale, og det er jeg meget taknemmelig for.
Jeg har nogle helt fantastiske læsere. Mange af dem har været med helt fra starten af. De har heppet på mig og anbefalet mine bøger til andre, og det har jo givet mine bøger et enormt skub på vejen. Og så har jeg været enorm flittig. Jeg har været rundt i Danmark og mødt mine læsere over mange år og gør mig skide umage med det. Hvis jeg var yngre, så ville jeg nok bare klappe i hænderne og sige, at det er noget så skønt det der sker pt. Ja det er skide skønt, men det sker især også fordi, jeg gør mig umage.
Er du aldrig bange, når du skriver om mord, lig og voldtægter?
Jeg har en scene som foregår i et køkken. Hvor der står en kvinde i køkkenet, der er mørkt udenfor og der ligger en mand i busken udenfor med en pistol for at skyde hende. Hun kan ikke se ham, men han kan se hende. Den scene synes jeg er lidt væmmelig, fordi jeg tænker, at det kunne lige så godt være mig der var den kvinde, men normalt tænker jeg ikke sådan.
Retsmedicineren som jeg arbejder tæt sammen med, har ofte siddet og sagt, at jeg ikke hører en dyt om de voldtægter og drab, som han fortæller mig om, fordi jeg sidder og holder mig on/off for ørene. Det er altså barske sager at høre om. Men når jeg er i det, så er det en fortælling og ikke virkeligheden. Jeg bruger aldrig klamme scener for at skræmme læseren. Jeg bruger dem altid kun for at vise læseren, hvad folk er i stand til. Det er altid den psykologiske tilgang der er bag. For at vise, hvad vi har at være bange for og frygte.
Her til sidst: Er der noget du gerne vil opnå og lære, som du ikke har opnået endnu?
I virkeligheden prøver jeg nu på at få den der ro, hvor jeg føler mig sund måde mentalt og fysisk efter at jeg ikke har passet godt nok på mig selv i New York. Hvor jeg skruer ned og har fokus på mig selv. Ikke på hvad jeg gerne vil og skal hele tiden, men på at jeg er i vatter, gør gode ting for mig selv og føler mig grounded.
Når man har opnået det man gerne ville, og har knoklet for det, hvad fanden skal man så med succesen, hvis man ikke skal nyde den? Jeg har nu mulighed for at få en hverdag som jeg kan nyde. Man kan hurtigt blive rullet ind i en mølle, hvor man skal det næste, og det næste, og det næste men hvor sjovt er det hele, hvis du ikke husker at stoppe op, nyde det du har opnået og gør gode ting for dig selv?
De 3 hurtige
Hvad indtager du aldrig i en skriveproces?
Jeg drikker ikke alkohol, når jeg sidder midt i en bogskrivning. Alkohol sløver min hjerne og jeg føler ikke, at jeg kan tænke godt nok, hvis jeg bare får 1 glas rødvin.
Hvad er din yndlings-knap-så-sunde-ret?
Jeg ELSKER stegt flæsk!
Hvis du fik et døgn ekstra på en uge, hvad ville du så bruge den til?
Jeg ville gå til saunagus. Jeg er helt vild med det og jeg har ikke gjort det i lang tid. Det er noget af det mest mentalt udrensende, jeg kan gøre. Det er virkelig forkælelse for mig!
______
Tak til Sara! Hvis du ikke ved hvad du lige skal lave i uge 4 og 5, så kommer Sara og jeg rundt i Danmark.
Vi har slået pjalterne sammen og vil give dig et indblik i krimi- og sundhedsverdenen samtidig med at vi begge har taget røven på vores fortid. Sara med sin ordblindhed og jeg med min kamp mod kiloene.
Du kan læse mere om billetter og hvilke byer vi kommer til her.
Xx Michelle