Opskrifter der ÆGGE er til at stå for

07. september 2019

Reklame for NETTO

I denne uge i NETTO finder du alverdens udstyr til at gøre måltidet både lettere og mere festligt. Jeg har lyst til at vise, hvor lÆGGert det kan gøres og…..okay jeg stopper ægge-”jokes” her. Jeg føler mig som min far, der fyrer diverse far jokes af dagen lang, hvis jeg fortsætter. Det går sgu ÆGGE (okay NU stopper jeg!). I dag skal du have opskrifterne på lækre, mættende opskrifter, som kun tager 10 min. at lave.

Jeg studsede lidt, dengang jeg åbnede kassen med de gule ting i. Kunne det nu virkelig passe, at det var muligt at lave en omelet, vafler og andet i de gule forme inde i mikroovnen? Men den var god nok. Du kan simpelthen få skidtet til at sidde sammen ved at bruge formene og få en skøn morgenmad eller frokost på nul-komma-fem. Du får selvfølgelig ikke den sprøde stegeskorpe, som når du steger ting, men det gør nu ingenting i den travle hverdag, for det smager virkelig godt. Derudover er en ting sikkert – det her det gør det eddermandme let at lave et mættende måltid i en fart! Her får du opskrifterne:

Bananvafler
1 person

2 æg
1 banan
1 tsk. kanel
½ tsk. kardemomme
2 spsk. havregryn
Et drys salt

Mos bananen med en gaffel i en dyb tallerken eller skål. Kom de resterende ingredienser deri, og rør dem sammen. Kom massen i vaffelformen og kom formen ind i mikroovnen. ”Bag” dem i 2 minutter eller indtil, at du kan se dejen sætter sig. Spis evt. vaflerne sammen med lidt bær.

MK principperne: Du får 1 knytnæve protein, samt 1 1/2 stk frugt i vaflerne her. Spis enten en lille håndfuld bær til eller 1/2 stykke frugt. Derudover skal du have en portion fedtkilde. Det kunne fx være 1 1/2 spsk peanutbutter (25 gram).

 

Ægge’bøf’
Til 1 person

3 æg
1 håndfuld skyllet og hakket grønkål
1 tyk skive rød peberfrugt
2 skiver gedeost af 25 gram i alt (kan udskiftes med revet mozarella)
Salt og peber.

Tilbehør:
Gnavegrønt
Evt. karse eller anden krydderurt som topping

Skær peberfrugt i mindre stykker. Pisk det ene æg sammen med grøntsagerne og hæld massen ned i formen. Kom låg på og i mikroovnen i 1 min. Tag formen ud af mikroovnen. Kom herefter gedeostskiverne og de sidste 2 æg ovenpå, kom låget på og giv ægge”bøffen”1-2min. i mikroovnen. Lad køle lidt af og spis med gnavegrønt dertil.

MK principperne: Der er til 1 1/2 knytnæve protein i denne, så du får en del protein og æg i måltidet. Hvis I er to i hytten så del den over, så I spiser halvdelen hver. Hvis du spiser det hele selv, så drop at spise æg i morgen og ligeledes spis lidt mindre protein til dit næste måltid. Derudover får du en portion fedtkilde og grøntsager.

Omelet
Til 1 person

2 æg
1 kyllingepølse fra ØGO
4 cherrytomater, skåret i kvarte
10 cm stykke af en squash, skåret i mindre stykker
Salt og peber

Pisk æggene sammen og skær pølsen i mindre stykker. Kom grøntsager og pølse ned i formen og hæld æggemassen over. Klap formen sammen og sæt den i mikroovnen i ca. 2 min. Hvis den stadig er flydende nogle steder, så skal den have ekstra tid. Sådan er det med alle opskrifterne her. Det er måske forskelligt, hvordan din mikroovn varmer i forhold til min. Spis en omelet sammen med ½ avocado og gnavegrønt.

MK principperne: Du får lidt ekstra protein her, hvis du er kvinde. Du får 1 1/2 knytnæve protein. Du kan enten tage lidt mindre protein til dit næste måltid eller spise 2/3 dele af omeletten og gemme den sidste 1/3 til din eftermiddagssnack.
Derudover får du 1 portion fedtkilde fra avocadoen og grøntsager.

Du finder alle formene i Netto fra i dag af.

Del: