Er det virkelig min første opskriftsbog?

03. oktober 2019

Altså det er jo helt vildt det her. Jeg har skrevet et blogindlæg!?!? Man kunne fristes til at spørge, hvad fanden der sker. Jamen det er ret let at sige. Jeg har faktisk savnet at skrive herinde på sitet (er det gået op for mig), for som du måske kan se, hvis du scroller ned i antallet af indlæg, såååå er det ikke fordi, jeg har været så voldsom aktiv, siden det nye site gik live i maj i år. Jeg har heller ikke fået lavet en ordentlig kategori over blogindlæggene – det skal nok komme :).

Før skrev jeg en del indlæg, men jeg har haft så mange problemer med de tidligere IT-folk at alt gik galt og jeg mistede alle mine blogindlæg og så et antal af arbejdstimer bare flyve væk for ingen verdens nytte, eller sådan føltes det ihvertfald. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange timer og dage, jeg har brugt på at lave alt det indhold, som jeg havde på den gamle blog og som sidste år pludselig var pist væk. Det får mig nærmest til at tude, når jeg tænker på det og alt det arbejde der er gået tabt. Måske er det også derfor jeg har tøvet med at komme igang med indlæggene igen. Men efter at være blevet en del af Confetti CPH crewet (hvor Michael Falgren har knipset disse billeder af mig), så har jeg fået en ret stor motivation for at skrive igen. Det er ret magisk at nye omgivelser kan have en god og positiv effekt på én. Så jeg håber meget, at du vil følge med herinde samt også have lidt tålmodighed, hvis der er perioder, hvor er der er lidt stille. Det kommer med stor sandsynlighed til at ske nogle gange, når der virkelig er gang i biksen og alt for få timer i døgnet.

For lige nu er der jo SLEEEET ikke for få timer i døgnet….ork nej (LØGN :-P). Shit der har været knald på de sidste uger, men i dag får jeg de sidste billeder til den nye opskriftsbog i hus, som jeg laver i samarbejde med Politikens forlag. Den udkommer først den 27. december, men jeg synes, du skal se lidt af de 85 billeder og 100 opskrifter, som jeg fået i hus de sidste dage.

Bogen bliver min første opskriftsbog nogensinde og min 8. bog i rækken. Der er også opskrifter i mine tidligere bøger, men de tidligere bøger indeholder også en masse tekst og nogle af bøgerne også træningsøvelser. Denne bog bliver uden så meget “snak” og i stedet fyldt med 100 madopskrifter der er lette, lækre og lynhurtige at lave i den travle hverdag, og hvor de alle selvfølgelig er lavet efter MK principperne. Jeg har proppet nogle gode, gamle klassikere i bogen, nogle af jeres favoritter, mine egne yndlingsopskrifter og nogle nye opskrifter. Så der skulle gerne være noget for enhver smag.

Lige om lidt kan jeg forhåbentlig løfte sløret for forsiden, men indtil da kan du faktisk allerede forudbestille bogen her. Vær OBS på, at teksten liiige skal rettes til, da bogen indeholder 100 opskrifter og erpå  208 sider….og at der snart kommer en forside, så du kan se, hvordan den rigtig kommer til at se ud :).

De næste mange dage skal jeg så meget have en pause fra at lave mad. Efter både at have lavet mad til det nye MK online magasin, til e-bogen der udkommer i morgen og til opskriftsbogen her de sidste 6 uger, så er jeg sgu ret så “mad-mættet”. Derfor passer det også ret godt, at jeg smutter til NYC på lørdag, og dermed slipper for at lave mad i en uge. Den tur glæder jeg mig til at fortælle dig om!

Go´torsdag til dig. Jeg må hellere komme igang med at få gjort mig klar til at smutte ud på studiet og forberede de sidste opskrifter, så den flaske champagne, som jeg har lagt på køl ude på fotostudiet, kan blive poppet senere i dag.

Xx Michelle

 

 

Del: