Jeg betaler stadig prisen for stress, men det går fremad.

28. november 2019

Om lidt hopper jeg i bilen til Nordjylland. De næste par dage skal familien fejres. Far Polle går sgu på pension! Det er i sig selv helt vildt. At min far nu er sådan en type, som er pensionist. Omvendt ved jeg jo godt, at der ikke er så meget pensionist over hans tilværelse, da han bare begynder at arbejde mere med hans store passion – fodbolden. Ja der er en grund til at jeg er opkaldt efter den mandlige franske fodboldspiller Michel Platini.
Det skal fejres med manér, at manden skal stoppe som skolelærer efter så mange år, at jeg ikke har styr på dem. Derudover bliver Smøgdronningen 92 år på mandag og mor Aase fylder år i weekenden efter. Så vi slår hele molevitten sammen og fejrer far Polle hele dagen i morgen og Smøgdronningen og mor lørdag morgen/formiddag inden turen går retur til KBH.

Jeg skulle have været forbi min nye ”arbejdsfamilie” Confetti et par timer her inden afgang. Confetti er mit agentbureau og i aften holdes der julefrokost, men jeg måtte desværre melde afbud. Fordi min hjerne ikke kunne overskue det. Den havde pludselig brug for ro. Det er en af de ting, jeg stadig bærer med mig efter 3 år med konstant stress. At pludselig fra den ene time til den anden kan jeg begynde at føle de små tegn på stress, som på en måde er så irriterende og på den anden side er jeg så taknemmelig for, at de viser sig. Hvis jeg ikke tager dem alvorligt, så knækker de mig. Så meget har jeg trods alt lært.

Jeg har selv været en af dem. Som rystede på hovedet, når folk sagde, at de havde stress. For hvor alvorligt kunne det egentlig være. Jeg forstod det ikke indtil jeg selv fik det, og den dag i dag forventer jeg ikke, at folk som ikke har haft stress, forstår det. Selv mine venner og familie forstår det ikke. Men jeg vil gerne prøve at forklare det. Egentlig også overfor dem, da jeg har så svært ved at sætte ord på det, når jeg sidder overfor dem. Jeg ved, at der er så mange mennesker derude, som har stress og lignende lidelser derude som angst, PTSD o.a. Allermest vil jeg gerne have at ingen får hverken stress, angst eller andre psykiske lidelser. Fordi det hæmmer ens hverdag og glæden for livet. Men måske vi kan finde en ro i, at vi ikke er alene og det faktisk (og desværre) er blevet en helt normal lidelse i dagens Danmark.

Inden jeg går ind i beskrivelsen på hvad der sker, når jeg kan mærke stress og angst (som er en følgevirkning af min stress), vil jeg gerne tage dig kort med tilbage til, hvorfor jeg fik stress.

I 2015 var min virksomhed vokset enormt. Jeg havde 21 ansatte, en Bestyrelse og et kontor hjemme i min lejlighed. Det synes jeg var så smart. Så skulle jeg jo ikke gå særlig langt, når jeg skulle møde ind på arbejde. Det viste sig, at være verdens dummeste idé. 12 af de ansatte sad i Jylland og var konsulenter, som arbejdede på mine MK Bootcamps. Fysiske bootcamps som jeg kørte rundt i Danmark på det tidspunkt. Resten sad i København. Der var alt fra fuldtidsansatte, deltidsansatte og studerende. Nogle mødte tidligt kl 7.30 – andre kom først om eftermiddagen og smuttede om aftenen. Det var jo fint nok, hvis kontoret var adskilt fra min lejlighed, men da virksomheden var vokset enormt på kort tid sad folk i min stue og køkken, da kontoret var for lille. Jeg havde aldrig fri. Jeg arbejdede 120 timer om ugen. I weekenderne kørte jeg bootcamps i Jylland eller også var jeg så meget bagud med arbejde, at jeg sad og arbejdede i weekenden og nød stilheden til det.
Derudover var der 2 mænd i sundhedsbranchen, som så en stor ære i at få mig ned med nakken. Den ene mand lavede opslag med mig i hans store Facebook gruppe, hvor han skrev BULLSHIT i panden på mig. Den anden mand forsøgt at få mig i DR programmet Kontant, forsøgte at få Berlingske med på at lave en artikel om mig. En artikel som skulle fremhæve, at jeg gjorde alle de danske kvinder usikre, og han skrev diverse indlæg om mig på Facebook. Jeg har aldrig prøvet at blive hængt så groft ud før, og da slet ikke af folk som egentlig burde være mine kollegaer. Jeg var helt paf, og begyndte at frygte, at de hver dag hang mig ud på andre måder. Det stod på i et års tid.
Den dag i dag har jeg meget lidt respekt for de to mænd. Generelt kan jeg ikke li´ når folk ophøjer sig selv på andres bekostning, men det siger mere om deres egen situation end virkeligheden. Det skal man altid huske på, når folk ikke tør henvende sig til personen selv face-to-face, men har brug for at sige ubehagelige ting om dig på sociale medier. 9 ud af 10 gange handler det om dem selv og ikke om dig. Det kan være rart at tænke på.

I sommeren 2016 fik jeg stress første gang. Jeg kunne ikke trække vejret, var bange for at blive kvalt, når jeg var ude på løbeture, kunne græde hele tiden og generelt kan jeg kun huske meget lidt fra den tid. Jeg husker at jeg havde en konstant dårlig samvittighed overfor alle, at jeg troede alle folk ville vende mig ryggen og at min krop føltes som om den var forgiftet, fordi det gjorde ondt i alle led og den var fyldt med væske. En af de ledere, som skulle forestille sig at hjælpe mig og gøre mig klogere på businessdelen sagde til mig, at alle succesrige folk gik ned med stress, så det var et godt tegn. Så dum og forblændet som jeg var, troede jeg på det, og tænkte at jeg måtte tage mig sammen og efter 2 fridage kløede jeg på med arbejde igen. Ja dumt!
I resten af 2016 og hele 2017 var jeg stressramt. Ikke på den måde, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, men jeg kunne ikke mærke min krop. Jo jeg kunne mærke, at den gjorde ondt, at jeg var virkelig træt og ked af det, men ellers var der lukket af. I perioder havde jeg det godt, men i de fleste perioder spillede jeg et spil fra galleriet. Jeg blev verdensmester i at spille et skuespil som handlede om, at jeg udadtil viste, at jeg var på toppen og var glad. Indeni havde jeg lyst til at køre galt og blive indlagt på et sygehus i nogle uger og få fred. Inderst inde var jeg ved at brække mig over mig selv. Jeg følte mig alt andet end sund. Vi var max presset på økonomien i MK, jeg arbejdede endnu mere for at få råd til lønninger og tilsidesatte alt for at få penge i kassen som ofte var helt tom på grund af de høje omkostninger vi havde sat os i.

Billedet øverst – som du også ser her er fra november 2017 og det andet til højre er fra april 2019.

Sådan kunne jeg fortsætte med at fortælle. Om hvordan jeg arbejdede mere og mere, lukkede ned for alle følelser og forsøgte desperat at redde virksomheden. Men det hele havde heldigvis en ende I sommeren 2018 endte det hele i et kæmpe brag. For jer der er trofaste følgere, I ved hvad der skete. For nye følgere – jeg orker nærmest ikke at fortælle det. Noget med at jeg havde været i hænderne på forkerte mennesker, MK var stort set gået konkurs (hvis ikke min nuværende partner havde reddet min røv), mit website blev hacket til småstykker, mennesker der var tæt på svigtede enormt, 2 års arbejde var væk, og jeg sad tilbage med en en følelse af, at jeg havde mistet det halve af mig selv. Endnu en periode uden bolig ventede og jeg skulle igen bo på sofaen hos min søster. Jeg blev savet midt over og al den stress jeg før havde haft, havde egentlig bare været barnemad! Jeg var lige til at lukke op og skide i, som man vil sige på godt nordjysk!
Og så startede perioden for at få bygget MK op på ny, samt at få mig selv bygget op på ny.
I alle disse år og i al den elendighed, frygt og ked-af-det-hed var der heldigvis også perioder, der var noget så dejlige. Og det var du kære følger en grund til. Det er mærkeligt at sige, men jeg havde aldrig overlevet alt det her uden din støtte. Det er jo derfor jeg aldrig gav op. Fordi jeg følte en forpligtelse overfor dig og de andre, og ligeledes også en stor støtte fra jer som var enorm. Jeg kan stadig blive rørt ind til knoglerne, når jeg tænker på, hvordan I reagerede, da jeg fortalte at mit website nu også var væk, at jeg ikke havde nogen bolig og at MKs pengekasse havde et yderst stort og stort hul. På 5 dage købte I en gammel kostplan som jeg satte ned til 150 kr., og det var I virkelig mange der gjorde. Jeg følte lidt at I købte den uden at I skulle bruge den. I gjorde det bare for at støtte. Så mange af jer købte den, at jeg havde tjent 300.000 kr. på 5 dage og dermed kunne jeg sikre, at MK overlevede. En dag når jeg er helt ovenpå igen, så håber jeg sådan, at jeg kan give igen ved at samle jer alle til et gratis event i en stor hal et sted. Det drømmer jeg om! Jeg skylder jer det!


Billede fra instagram den 25. juli 2018

MK biksen kører godt nu. Okay det er en underdrivelse. Det kører fandeme godt med den. Så godt at der er sket ting, som jeg først troede ville ske om to år. Jeg håber også, at du kan mærke at kvaliteten er helt anderledes. Min hjerne er blevet knivskarp igen og dejlig kreativ. Mit team er skønt. Vi har det så dejligt sammen og de er dygtige. Mine eksterne samarbejdspartnere er også gode mennesker, som jeg stoler på og jeg har gode folk omkring mig. Men jeg skal stadig passe på mig selv. I nogle perioder er jeg virkelig dårlig til det, men jeg går til en god psykolog og erhvervscoach, som hjælper mig med at blive bedre. Når arbejdet opsluger mig helt – når jeg synes det er enormt sjovt og jeg lader lidt for mange mennesker overskride mine grænser, så betaler jeg stadig prisen for det. Så begynder de små tegn på stress at pippe frem igen. Nu lytter jeg heldigvis til dem og der skal ikke mange rolige dage til før jeg er helt ovenpå igen.

Jeg tror det er forskelligt fra person til person, hvordan man føler stress. Jeg følte mig kvalt og jeg følte, at der var en person, som havde hevet mig ud af min egen krop og stillet mig ved siden af mig selv. Så jeg kunne stå der og se på mig selv. Jeg kunne på en og samme gang intet mærke og alligevel skreg min krop på søvn og afslapning og var smertefuld i alle led. Jeg kunne ikke træne, fordi jeg fik en dundrende hovedpine. Jeg kunne ikke lide, når folk ville røre ved mig og give mig et knus. De kom for tæt på og jeg havde så svært ved når folk ville vise omsorg for mig. Jeg havde mareridt hver nat i lange perioder og min krop rystede på en måde, som er så svær at forklare. Dig der har prøvet det, forstår mig. Det er så ubehageligt og første gang det sker, tænker man, at man har fået en form for rystesygdom. Jeg har haft hylelyde i mine øre og tabt øjenbryn. For ikke at tale om min krop, som har lignet en oppustet ballon på grund af al den væske, som trickede endnu flere stresstanker, da det ikke er fedt at ligne en oppustet ballon, når man står på en scene foran 300 mennesker og snakker om sundhed. Og mest af alt følte jeg mig helt alene i verdenen, og også en smule sindssyg. Jeg var sikker på at alle jeg elskede ville skride deres vej eller dø. Ja utrolig konstruktive tanker! Jeg følte ingen forstod mig, og hvordan skulle de også det? Alle sagde, at jeg skulle passe på mig selv, men jeg vidste ikke hvordan. Den dag i dag hader jeg sætningen ”pas på dig selv”. Jeg vil hellere have at folk spørger, om de kan hjælpe på nogen som helst måde. Især os personlighedstyper, som har så svært ved at bede om hjælp. En sætning om at nogen tilbyder deres hjælp eller bare insisterer på at komme forbi og bare være der – det kan være guld værd.

I dag har jeg heldigvis sagt farvel til mange af symptomerne og fået andre gode gaver med mig. Jeg har stadig et øjenbryn, som ikke er helt sig selv endnu. Der mangler stadig hårstrå et sted. Jeg har desværre fået angst for store menneskemængder. Det værste du kan gøre ved mig er at presse mig ind i et lokale med mange mennesker og som virker indelukket. Så bliver jeg ked af det, og har svært ved at trække vejret uden jeg ved hvorfor. Jeg håber snart, at jeg kan sige farvel og tak til den side af mig selv og jeg prøver at udfordre mig selv hele tiden. For eksempel skal jeg til koncert i weekenden. Det kan gå to veje – enten blive en stor succes eller blive helt frygteligt. Jeg håber på det første.
Og sidst men ikke mindst kan jeg mærke, når min hjerne bare har fået nok og jeg skal trække stikket. Så begynder jeg at blive ked af det uden grund, få meget ondt i min nakke og trykken for brystet og frygter at alle jeg elsker og som er tæt på mig forlader mig. Virkelig dumme tanker men også tanker som er gode alarmklokker for, at jeg skal drosle ned, og dem takker jeg for.

Men jeg har også fået gode ting med mig. Jeg er blevet mere benhård. Jeg siger nej til mere end jeg siger ja til og ved hvad jeg er værd. Der er ikke så meget pis! Jeg har begravet meget af mit pleaser-gen og hold kæft hvor er det fedt! Men det er faktisk meget jeres skyld. Jer der følger så meget med. For jeg ved, at jeg gør det rigtige, når jeg uge efter uge modtager diverse mails for jer om at I har tabt jer, sagt farvel til smertestillende medicin, fået øjnene op for den sunde mad osv. Så igen – jeg siger en stor tak til dig derude. Jeg elsker det makkerskab vi har gang i. Jeg giver dig inspiration til den sunde livsstil og du giver mig så meget god energi retur, som jeg suger til mig og som hjælper mig med at fylde batterierne op. Det er da smukt!
Jeg har stadig ting der skal ændres på, men det tror jeg vi alle har gennem hele livet. Det er kun godt. Så bliver vi ved med at udvikle os og lære. Og jeg ved at jeg indenfor meget nær fremtid kan sige helt farvel til angst og de sidste stresssymptomer. Det bliver rart.
En ting er sikkert – nu vil jeg sætte mig i bilen hjem mod Nordjylland, ligge arbejdet på hylden de næste dage og være nærværende og hygge sammen med familien.

Tak for du er en del af MK familien. Det betyder mere end du aner!

De kærligste tanker og en kæmpe svedig high five fra mig til dig!

Del:

MK Nyhedsbrev



Tilmeld