MK træning med Michelle Kristensen
28. mar 2020 Træning

Sådan holder du træningsmotivationen ved lige

Træning – hvad er det efter kl. 16?

Vi kender det alle sammen godt – det er sidst på eftermiddagen, man er træt ovenpå dagens gøremål, og man havde vist nok lavet en aftale med sig selv om, at i dag skulle der trænes. Men nu frister det altså mere at smide sig på sofaen end at hoppe i træningstøjet og få pulsen op. Så hvorfor er det, at vi ofte har så svært ved at holde træningsmotivationen ved lige?

Alle kan opleve, at lysten til træning er mindre fra tid til anden, og det kan der være mange grunde til. Det første du kan tage et kig på, hvis du mærker at lysten til træning er helt i bund, er den måde, du træner på. Dyrker du en form for træning, som du kan lide og synes er både sjov og spændende?

Vi har alle forskellige præferencer, når det kommer til træningsformer, så hvis du er kørt død i din nuværende rutine, er det måske tid til at prøve noget nyt. Der er et utal af muligheder, når det kommer til at være aktiv – styrketræning, løb, yoga, dans, svømning, pilates, tabata og meget, meget andet. Så prøv kræfter med en ny træningsform, hvis du finder den træning, du dyrker lige nu, demotiverende.

michelle kristensen træningsmotivation

Tænk over formålet: hvorfor vil du træne?

Sidder du alligevel på sofakanten, og lysten til træningen fortsat halter, kan det hjælpe at give grunden til, at du egentlig skulle træne, en ekstra tanke. Giver du formålet med træningen lidt mere eftertanke, kommer du helt sikkert i på nogle af alle de gode ting, som træningen gør for dig. Du får mere energi, mere overskud og bedre humør, og føler dig bedre tilpas i kroppen. Det er nemlig både din krop og din hjerne, der nyder godt af en portion daglig bevægelse – og det er uanset om du er i gang med et vægttab eller ej. Om det så er en løbetur, 20 minutters træning på stuegulvet eller en lang gåtur. Når vi træner regelmæssigt, kan vi nemlig opleve både forbedret humør, reducerede stressniveauer, forbedret søvn og en bedre evne til at kontrollere kropsvægt. De gode grunde til at træne er mange, og nogle gange giver disse det ekstra skub til træningsmotivation der skal til, når sofaen ellers synes ekstra tiltalende.

Træningsmotivationen er også noget, som du faktisk kan få mindre og mindre brug for med tiden. Er du inde i en god rutine med din træning, hvor denne er en fast del af din hverdag, vil du have lettere ved at komme i gang med træningen, selvom du måske er træt og har lyst til at se Netflix i stedet. Så behøver du ikke i lige så høj grad at være afhængig af at motivationen til at træne skal være helt i top – for dine gode vaner får dig i gang alligevel, når træning er blevet fast inventar i hverdagen.

MK træning med Michelle Kristensen

Jeg selv er startet med at gå en dejlig tur om morgenen, inden jeg skal spise morgenmad. I de her corona-tider, halter det altså bare med den træning der, når MK-biksen også skal hænge sammen. At gå en lang tur inden dagen egentlig starter, giver mig blod på tanden til fortsat at gøre gode ting for mig selv og min krop i løbet af dagen.

De dage, hvor jeg har kørt livetræning på instagram med jer søde følgere, har virkelig også været med til at booste mit humør, og ikke mindst min motivation. Og det kan jeg li’.
Selvom vi alle næsten er ”låst inde”, syntes jeg, at det er ved at blive en dejlig vane, at træne sammen hver for sig.

Rigtig god lørdag – måske den skal bruges på at få implementeret nye træningsvaner? Måske går du og overvejer at hoppe med på en MK-camp? Så tjek dem ud her.

Xx Michelle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MK Nyhedsbrev



Tilmeld
MK Universet appen MK Universet appen MK Universet appen