Der er godt gang i spørgsmålene for tiden. Vi får pt dagligt over 200 mails på direkte mailen og over 100 beskeder på instagram. Så vi håber, I har lidt tålmodighed. For at nedsætte de mange beskeder har vi lavet dette indlæg i dag, som vi meget håber I vil læse. For det vil hjælpe os enormt og det vil med stor sandsynlighed også hjælpe dig!
Spørgsmål og svar til MK principperne og camps
Kan man spise efter MK principperne, på et ”lavt” budget?
Svar: Det her er et spørgsmål, som vi får utrolig tit. Er det dyrt at spise efter MK? Kan man klare det på et SU-budget, og hvor mange penge om ugen kommer man til at bruge på mad? Det er rigtig svært for os at svare på, da økonomi og budget er meget individuelt. Nogle synes, at en bøtte hummus til 25 kr. er et godt tilbud og andre synes at det er lige i overkanten. Det kommer helt an på, hvad man selv synes er ”dyrt” eller ”billigt”. Heldigvis kan man så lave den hummus i en hjemmelavet version og spare en masse penge, hvis man har tiden til det.
Når det så er sagt, så vil vi i MK ikke mene, at det er dyrt at spise efter MK principperne. De kostplaner og opskrifter vi har udviklet, er ment som inspiration til en sundere livsstil. Man behøver jo ikke at lave alle vores opskrifter, for at leve efter MK principperne. Man kan fx droppe kødet og i stedet spise bønner i lange baner og på den måde spare en del penge og købe frugt og grøntsager efter sæson.
Så ja, det er meget individuelt, men vi vil mene, at det sagtens kan lade sig gøre.
Hvad skal mine børn spise, når jeg selv spiser efter MK principperne?
Svar: Selvom du selv spiser efter de slankende MK principper, er det vigtigt, at dine børn får den næring, som de har brug for og ikke får et forskruet forhold til mad eller deres krop.
Børn bør følge de 10 kostråd for at sikre deres næringsindtag. Ifølge Fødevarestyrelsen bør børn mellem 4 og 10 år spise mellem 300-500 g frugt og grønt om dagen. Er de over 10 år, bør de spise 600 g. Børn mellem 4 og 10 år bør få 40-60 g fuldkorn om dagen (svarende til 1 skive rugbrød og 1 dl havregryn) og er de over 10 år, skal de have den samme mængde som voksne. Nemlig 75 g som svarer til 1 skive rugbrød og 2 dl havregryn.
Nogle aftenener er det en god idé at koge noget groft pasta og brune ris til dine børn. Så de ikke tror, at det bliver forbudt og er usundt at spise. For det er det ikke. Men det er en god idé at skære det fra den voksnes kost, hvis personen gerne vil tabe sig.
Hvis du dog har meget opmærksomme børn, så tager du stadig lidt pastaskruer op på din egen tallerken, og spiser lidt af det. Det sker der intet ved og det er altså vigtigere, at dine børn får et dejligt naturligt forhold til den sunde mad, end at du smider nogle kilo hurtigere, end hvis du ikke tog lidt pasta eller ris på tallerkenen. De kilo skal nok ryge af kroppen med tiden.
Kan man spise vegetarisk/vegansk med MK principperne?
Svar: Vi har i MK lavet en hel del vegetariske opskrifter. Både fordi vi gerne vil passe på kloden, men også fordi det kan smage lige så fantastisk som kødretter – i nogle tilfælde endda bedre. Vi vil mene, at du sagtens kan spise vegetarisk med MK principperne, også selvom du ikke kan bruge vores ikke-vegetariske opskrifter. Hvis der er en opskrift med noget fisk eller kylling, så kan du jo prøve dig frem og bytte det ud med et vegetarisk og proteinholdigt alternativ; f.eks. kikærter, tofu, falafler m.m.
Det kan også godt lade sig gøre at spise vegansk, men det må vi nok erkende, at det bliver en smule mere besværligt. Mange af Mk opskrifterne indeholder nemlig æg, skyr, mejeriprodukter eller andet. Så du skal selv være obs på, hvad du spiser og ikke spiser, og du skal kunne slippe fantasien fri i køkkenet og bytte ud hist og her i vores opskrifter. Det vil være lidt besværligt.
Hvilken camp skal jeg vælge?
Svar: Vi har lavet en helt uddybende side til dette svar. Klik her for at komme hen på siden og læs om vores forskellige camps. Her finder du både MK online camp, MK træningscamp og MK on-the-go camp. Den eneste du ikke finder her, er vores MK online camp sommer edition. Det er en helt særlig camp, men den kan du til gengæld læse mere om lige nedenfor.
Hvad går jeres MK online camp sommer edition ud på?
Svar: Vores MK online camp sommer edition er en særlig 8-ugers camp, hvor der udover en normal 4-ugers camp, også vil være et 4-ugers fællesskab over sommerferien, med fokus på dig, din kropsform og din sundhed.
Ud over at den er dobbelt så lang, som den normale 4-ugers camp, så er den også fyldt med nye daglige mails hver dag samt en 2-ugers spritny kostplan, som ekstra bonus. Er du tidligere camper, så har du ikke modtaget denne 2-ugers kostplan før, men alle deltagere vil stadig modtage de originale manualer. Så er man ny, vil man modtage det almindelige materiale. Er man tidligere camper, vil man modtage materiale til øvede.
Alle vil også modtage en ekstra 2-ugers kostplan.
Når campen er slut efter de 8 uger, lukker vi normalt den lukkede Facebookgruppe ned. Dog holder vi den åben denne gang i 4 uger derefter, så vi kan støtte hinanden over sommerferien og sikre, at der ikke går for meget rosé party i den. Du kan læse mere om campen, samt tilmelde dig, lige her.
Må jeg deltage på en MK online camp, hvis jeg er gravid eller ammer?
Svar: Hvis du er gravid, må du gerne deltage på en MK online camp. Dog anbefaler vi ikke, at du starter med at træne efter, at du er blevet gravid, hvis du ikke er vant til dette i forvejen.
I begyndelsen af graviditeten skal du spise, hvad der svarer til 1 stk. frugt ekstra om dagen udover, hvad principperne ellers foreskriver. Her har du nemlig kun et lidt større energibehov end normalt, og den ekstra energi går primært til en øget fedtdeponering.
I løbet af graviditeten stiger dit behov for ekstra energi, hvilket du nok også kan mærke med en stigende sult. Til slut i din graviditet skal du spise det som svarer til 1 knytnæve tætpakkede kulhydrater, 1 stk. frugt og 1 portion fedtkilde ekstra om dagen.
I henhold til træning skal din krop være klar til at begynde på at træne. Dog er det ikke et must, at du træner på campen. Gåture og bækkenbundsøvelser kan være mere en rigeligt for dig alt efter udgangspunkt og graviditet.
Hvis du er ammende, vil vi anbefale, at dit barn er 3 måneder, før du begynder at tænke på at ændre på din livsstil og smide nogle kilo. Derefter må du gerne komme med på en MK online camp. Vi har specifikke regler til kvinder, der ammer, da I skal have mere at spise og flere tætpakkede kulhydrater, så vi sikrer, at mælkeproduktionen ikke stopper, og at baby stadig får den næring, han/hun skal have, hvis du ammer.
Som ammende skal du spise det der svarer til 1 knytnæve tætpakkede kulhydrater og 1 stk. frugt ekstra om dagen ud over, hvad principperne ellers foreskriver.
Hvis du er gravid eller ammende, må du ikke faste. Det er absolut forbudt.
Hvor meget kan jeg tabe mig på en camp?
Svar: Det her får vi utrolig mange spørgsmål omkring, og det kan vi virkelig godt forstå. Mange vil gerne vide, hvor meget de overhovedet kan tabe sig på de 4 uger, som en camp varer, inden de føler, at de skal lægge hele deres livsstil om. Men her må vi skuffe jer, for vi aner det ikke. Det kommer både an på gener, hvordan man har levet før, hvor aktiv man er, hvor stor man er, om man har været på 100 slankekure tidligere, ens hormonbalance og meget andet. Det er umuligt for os at svare på, da det er så individuelt. Nogle kvinder taber sig 1 kg om ugen på en camp, mens andre først begynder at tabe sig 5-6 uger efter de er begyndt. Vi kan ikke fortælle, hvornår du taber dig, men resultaterne skal nok komme, så du må væbne dig med tålmodighed og holde i!
Kan jeg bruge MK opskrifter, hvis jeg ikke tåler gluten, laktose eller andet?
Svar: Ja, det kan du godt, men du skal selv være opmærksom på, hvor der skal byttes ud. Hvis der f.eks. skal havregryn i en opskrift, så skal du altså selv være opmærksom på, at der skal udskiftes med glutenfrie havregryn eller andet glutenfrit alternativ. Det sammen gælder for folk, der ikke kan tåle laktose, mælk, nødder o.a. I langt de fleste opskrifter behøver du jo ikke at bruge præcis de ingredienser, vi har brugt. Hvis vi har drysset mandler på en skyr, kan du drysse med græskarkerner, hvis du ikke kan tåle mandler.
Generelt kan du næsten altid skifte meltyperne, jeg bruger ud med andre alt efter tolerancer og præferencer, men vælg de grove typer.
Har du læst indlægget om at være i praktik hos MK?