Gulerodstalkage til store og små

12. oktober 2019

Reklame for Netto

Dengang jeg var lille, var der især to ting, der kendetegnede efterårsferien. Det ene var kage og den anden var den årlige idrætsdag, som var startskuddet til ferien, og som mit konkurrence-gen elskede. Selvom jeg vejede noget mere end resten af klassens piger, så var jeg altid en af dem, der løb flest runder. Fordi jeg ville vinde. Ikke at der var nogen decideret konkurrence – kun oppe i mit eget hoved (ja kære følger – du fornemmer måske jeg stadig har det konkurrence-gen i mig :)).
Efter idrætsdagen vidste jeg, at der ventede kage hjemme. Jeg fik aldrig kage i hverdagen, med mindre det var ferie, og derfor elskede jeg ferien. Fordi jeg så måtte bage kage på en mandag sammen med min mor, og smage på den bagefter. Jeg elskede at bage, jeg elskede at pynte og jeg elskede at spise alt det søde. Sådan har jeg det stadig den dag i dag lige på nær, at jeg i dag ser en stor glæde i at twiste opskrifterne, så de stadig smager godt, men også indeholder mindre sukker og flere gode næringsstoffer.

I dag skal du have opskriften på min gulerodskage, som du kan forvandle til den fineste talkage og pynte til en uendelighed. Du kan også lave kagen til muffins. Både talskabeloner og muffinforme finder du i denne uge i din lokale Netto sammen med en masse andet dejligt grej til køkkenet (der er bl.a. også et vaffeljern! Hvis du får fingrene i det eller har et i forvejen, så skal du altså prøve mine mættende morgenvafler, som du finder opskriften på her).

Gulerodskage
16 stk.

600 gram gulerødder
60 gram kokosmel
1,5 dl havregryn
1 tsk. bagepulver
2 spsk. kanel
1 tsk. stødt nelliker
1 tsk. vaniljepulver (kan undlades)
½ tsk. salt
1 banan
10 æg
100 gram smeltet kokosolie eller olivenolie
12 dadler

Frosting
250 gram mascapone
250 gram skyr
2 spsk. akaciehonning
¼ tsk. vaniljepulver
Evt. saft og skal fra 1 økologisk lime

Topping
Fx frisk mynte og frysetørrede hindbær

Riv gulerødderne fint. Bland kokosmel, havregryn, bagepulver, kanel, nelliker, vaniljepulver og salt sammen i en skål. I en anden skål moser du bananen og pisker den derefter sammen med æg. Kør dadlerne sammen med kokosolie i en foodprocessor til en cremet masse. Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Kom dejen på en beklædt bageplade og bag kagen ved 180 grader i 30-45 minutter alt efter størrelsen på din bradepande. Lad kagen køle af.

Bland alle ingredienserne sammen til frosting. Læg talskabelonen på kagen og skær den ud. Pynt kagen med frosting, frisk mynte og frysetørrede hindbær eller gå all in og pynt med friske bær, mørk chokolade og hakkede nødder.

Rigtig god efterårsferie hvis du har det og husk endelig at dele din talkage med os på instagram. Tag @nettodk og @michellekristensen.dk.

Xx Michelle

Del: