Mange har svært ved at få spist nok grøntsager i løbet af dagen. Det tager lang tid at tilberede dem, og hvis der er noget danskerne mener de ikke har, så er det tid. Men tid er netop noget vi har en masse af i øjeblikket – i hvert fald nogle af os, som er hjemme pga. coronavirussen, der lige nu hærger, ikke kun i Danmark, men i stort set hele verden. Det kan hurtigt blive nemt at snacke og tømme ud i slikskabet, men det holder jo ikke i længden. Derfor, skal vi køre en masse grøntsager ind i disse tider, hvor vi måske heller ikke bevæger os så meget.
Husk, at jeg et par gange om ugen går live kl. 11 på min instagram (@michellekristensen.dk), for at hjemmetræne med jer danskere derude. Man bliver så glad i låget af at svede lidt, og røre sig sammen med andre i fællesskab.
Tilbage til de grøntsager – hvordan får vi dem implementeret i hverdagen, så de er dejligt nemme at tilgå? Det er der heldigvis råd for. For hvis du sætter tid af søndag og onsdag aften, så kan du forberede grønt til hele ugen, og dermed få let tilgang til de grønne sager.
Hvad sker der med grøntsagerne når vi snitter dem og tilbereder dem på forhånd?
Du sidder måske og tænker om du ikke mister en masse gode vitaminer og mineraler, hvis du tilbereder grøntsager én dag, og først spiser dem den næste? Det er rigtigt, at du vil miste især noget af det meget skrøbelige c-vitamin, da vitaminet ikke kan li´ lys og ilt, men derudover er der flere fordele ved at tilberede grøntsager til så mange dage i forvejen, end at tænke på mistede vitaminer. For hvad er alternativet? Det er med stor sandsynlighed at du slet ikke får nogle grøntsager spist, og dermed går glip af kalorielette råvarer, kostfibre o.a.
Sådan gør du grøntsagerne klar:
Rodfrugterne (fx: rødbede, gulerod, pastinak, jordskokke): riv dem på rivejern, kør dem på en spirali maskine (maskinen der laver det til spagetti strimler), skær dem i mindre stave eller skræl dem i lette strimler med din grøntsagsskræller. Kom dem ned i vand med lidt citron i, når de skal opbevares, hvis du ikke blander dem i en salat med det samme. Du kan også bage dem i ovnen og bruge dem dels til salat, hvis de er kølet af, til at lave grøntsagshumus af eller spise dem som grøntsagsfritter. Der er masser af gode muligheder, som jeg syntes du skal prøve af.
Kåltyperne: Når vi snakker hvidkål, rødkål og spidskål, så er det vigtigt at disse snittes meget fint, så de ikke bliver for kradsbørstige at tygge sig igennem. Hvis du snitter en masse kål, så kom det i en stor bøtte som er tætsluttet, og massér en dressing ind i kålblandingen med hænderne (ja, du skal have hænderne ned i maden – husk endelig at vask dem godt med sæbe, i disse tider). Dressingen skal gerne indeholde en form for syre – fx balsamico, citron eller æblecidereddike, for at nedsætte iltningen. Jeg er glad for kål som et alternativ til f.eks. ris og pasta, hvis jeg ikke er i humør til blomkålsris.
De andre grøntsager: peberfrugt, agurk og kinaradisse er gode gnavegrøntsager. Skær dem ud i mindre stave, kom dem ned i iskoldt vand og kom låg på beholderen, så indholdet ikke får ilt. Squash er godt at køre på spiralimaskinen og kan holde sig i en tætsluttet pose eller bøtte. Butternut squash samt hokkaido græskar er bedst at bage i ovnen eller koge det, og bruge enten som fritter (hvis det er bagt) eller som grøntsagsmos. Tomater, ærter, radisser, rucola, spinat er lige til at spise efter de er skyllet.
Og husk at ikke alle grøntsager holder sig lige godt. Her er nogle af de skrøbelige der hurtig rådner: Tomater, peberfrugt, rucola, spinat og agurk. Disse har bedst af at blive spist 1-2 dage efter de er blevet snittet.
Til gengæld kan disse grøntsager her sagtens holde sig i 3 dage, efter de er blevet snittet: alle rodfrugterne, fennikel, græskar, butternut squash og kål.
Hvad kan du bruge grøntsagerne til
Mange af de ovenstående grøntsager, er virkelig gode til en snacktallerken. Køb en dejlig pesto eller hummus – så glider de altså lidt nemmere ned (for nogle, hehe).
Hvis du mangler inspiration til retter fyldt med dejlige grøntsager, kan du jo tjekke min app ud, MK Universet. Der er en masse nemme og sunde gratis opskrifter.
Du finder bl.a. opskriften på butternutsquash suppe med tigerrejer, som er en rigtig dejlig opskrift.
Du finder også opskriften på rispapirsruller, som er den perfekte opskrift til at tømme sit køleskab for grøntsager og frugt, som snart skal spises. I opskriften finder du også en opskrift på den lækreste peanutdip, som jeg syntes du skal kaste dig ud i. Jeg er sikker på at din partner, eller dine børn, bliver ellevild med den.
Til sidst vil jeg slå for min MK boller i karry. En virkelig vellykket opskrift, hvis jeg selv skal sige det, fyldt med grønstager og masser af smag. Der er endda til 2 dage pga. mængden af sovs – dejligt nemt, hvis du har en travl hverdag, men gerne vil servere et sundt måltid derhjemme. Opskriften kan du bl.a finde her, men også på min instagramprofil (@michellekristensen.dk)
Jeg håber, du har mod på at forberede nogle gode grøntsager til køleskabet, så de bliver dit første valg i stedet for chokoladen. Jeg ved godt det er svært – men jeg tror på dig 😉
Har du tjekket mit blogindlæg ud omkring opskrifterne og indholdet i det seneste MK Magasin for januar 2020?
Klik her for at læse det.
Jeg håber, du får en dejlig dag.
Xx Michelle