Når livets udfordringer sætter tydelige spor

11. oktober 2019

Jeg sidder pt i New York på en café med Lana Del Ray i ørene. Her er en summen af mennesker. De virker glade. Måske fordi det snart er weekend. Måske fordi de er et sted i livet, som vil dem godt. Jeg er også glad, heldigvis. Jeg begynder også at glæde mig til at komme hjem igen og se dem, som jeg holder af, være sammen med teamet og ikke mindst snakke med folk igen og komme retur til mit eget køkken. Jeg SAVNER at lave mad her på dag 7 i NYC, men det er kun et godt tegn, for jeg var total fyldt op af madlavningen, inden jeg smuttede afsted efter at have lavet 100 retter på 4 dage til den nye Mission sund mad opskriftsbog. Nu er jeg klar til at forme skyrboller og snitte grøntsager igen, hurra.

Det er min første rejse alene i lang tid, hvor jeg ikke har været ked af det nogle af dage i løbet af turen. Det er nyt, og det er virkelig rart. Jeg er et godt sted i livet, som endelig viser sig fra sin fine side uden at byde på for mange rutchebaneture, som det har gjort før i tiden. Rutcheture som jeg stadig hver dag bliver mindet om, men som jeg begynder at se noget magisk i.

Nogen vil nok kalde mig mærkelig, når jeg tager alene afsted på rejser. Egentlig er jeg en virkelig social person. Jeg elsker fester og middage, men mest når jeg ikke har meget arbejde om ørene. Mit drømmescenarie ville være at bo på en stor gård lige udenfor København. Hvor der var en masse natur, hvor mine venner og familie boede på samme grund og hvor der stadig var plads til at være sig selv, men hvor man også vidste, at der altid var én at drikke vin med, løbe en tur med, snakke med og bare være i rum med unden at en aftale skulle i en kalender. Jeg er ved at gå så kold i, at alt skal arrangeres i en kalender, men den snak tager vi en anden dag.

Hvorfor så tage afsted alene, når jeg er så social, og når jeg på de mange tidligere ture, som jeg har været på, altid er blevet lidt (eller meget!) ked af det på et tidspunkt? For det første er det altid arbejdsrelaterede ture, som jeg tager på alene. Fordi alenetid kan noget magisk hos mig, og der er sgu ikke mange, som gider med i Wholefoods og gå rundt i 3 timer eller besøge diverse gakkede sundhedscaféer hver gang der skal spises noget herovre. Det er for alvor på aleneture, hvor jeg lærer noget om mig selv, fordi jeg har tid til at tænke. Det er også her, hvor jeg få de mærkeligste (oooog ret gode, hvis jeg nu selv skal sige det :-P) idéer til at lave nye arbejdsmæssige tiltag. Når ingen afbryder mine tanker og hjerne med snak og spørgsmål, så begynder den at køre i et tempo, hvor der er konfettikanoner og trylletricks involveret.
Men der er også den hårde side af aleneturene, fordi der netop er meget tid til at tænke, og hvor jeg ikke bare kan flygte fra tankerne ved at være sammen med venner.

Der har været perioder, hvor jeg har været virkelig ked af det på mine aleneture. Fordi jeg har haft tid til at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det og tænke over mit liv, arbejdsmæssige situation og hverdagen. Jeg har haft det ad helvedes til en del gange. Hvis du har fulgt med på instagram, så ved du også, at jeg har skulle igennem nogle kæmpe bump de sidste 4 år. Jeg har aldrig helt fortalt hele forløbet. Jeg burde måske fortælle mere om, hvor magisk OG møg hårdt det var på 5 måneder fra august 2018 til december 2018 at ændre et underskud på 1.1 millioner til et overskud på 1.2 mio kr. Hvad det indebar, hvad der egentlig skete og hvilke omkostninger det havde. Måske jeg tænker, at det er tid til at fortælle det en dag. Én ting er sikker: det stunt har jeg ærlig talt ikke behov for at udføre igen, men takke være dig kære følger, så fik vi sgu MK biksen til at overleve, og jeg kom af med personer som fuckede godt og grundigt op i mit selvværd og tankegang. I år skal jeg SÅ meget holde julehygge allerede fra november og hele december måned, for julen eksisterede nærmest ikke for mig sidste år. Jeg arbejdede 24/7 for at redde min virksomhed.

I mandags modtog jeg billederne til den nye opskriftsbog. Det første jeg fik øje på var mit øjenbryn. Jeg er muligvis den eneste, der har SÅ meget fokus på det skide bryn, og takke være tatovering af øjenbrynet, så kan man ikke se, hvor mange hår jeg reelt mangler. Men man kan stadig se, at der er et lille hul. Et hul lige dér, hvor jeg har fået bivirkningen af den binyrebarkhormon indsprøjtning, som jeg fik for at fremprovokere hårene frem. Ja jeg er typen som får en allergisk reaktion eller en bivirkning ved det meste, så selvfølgelig skulle jeg også have det her :). Min hud begyndte at gå indad, og lavede sådan en fin men dyb “skibakke” i øjenbrynet. Den bule er der stadig. De siger, at den med årene nok skal gå i sig selv igen, og forhåbentlig kommer hårene snart retur af sig selv.
Først blev jeg lidt irriteret over, at jeg kunne se det hul, men så tænkte jeg fandeme nej! Jeg skal være piv stolt af det fra nu af, for hold nu kæft hvor har de tabte hår lært mig meget og været grundlag for, at jeg er den, jeg er i dag. At MK er blevet så stort som det er, og jeg har lært ting, som de fleste på min alder først lærer i en meget sen alder. Jeg sad muligvis heller ikke her og var glad, hvis der ikke var sket det, som er sket de sidste år.

Allerede i 2003 mistede jeg hår fra mit øjenbryn først gang. Det skete efter 4 1/2 måneders ophold i Ghana, som var ret intens, da jeg og en veninde boede ligesom de knap så velhavende ghanesere. Vi havde intet vand de første 2 måneder, og kunne ikke lave mad. Oveni det hele fik jeg en meget slem maveinfluenza, som varede 2 måneder og som gjorde, at jeg tabte mig alt for meget. På intet tidspunkt tænkte vi på at trække stikket og tage hjem. Nu havde vi sagt ja til det her, og så skulle det gennemføres. En mentalitet som kendetegner mig. Jeg giver ikke op, når jeg først er gået i gang med noget, med mindre jeg kan se, at det er helt umuligt. Jeg er opdraget til at man færdiggør det, man er startet på. Også selvom det ikke er sjovt. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var bedre til at give op.

Siden da er øjenbrynet røget en håndfuld gange. Det sker når jeg kommer ud for situationer, hvor jeg bliver meget bange, og tilsidesætter mit private jeg 100% i en lang periode, æder mig selv og lukker ned for alle signaler på stress eller andet. Med andre ord knokler jeg røven ud ad bukserne 24/7 i en længere periode, som kun de færreste kan, har jeg fundet ud af. Jeg har gjort det en del gange, men det koster også på den private konto, og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig kommer til at gøre det igen. Men det har været nødvendig at gøre igen sidste år. Ellers havde jeg mistet min virksomhed og min store passion.
Jeg kan stadig have kortere perioder, hvor jeg har travlt. Det havde jeg for eksempel inden jeg tog til NYC. Det var 6 uger som stort set kun bestod af arbejde. Men jeg vidste, at jeg havde en tur til NYC i sigte, hvor der var ro på og derefter ville der komme 3 måneder, hvor der heller ikke er travlt, og hvor der er dejlig meget tid til hygge. Så kan jeg godt arbejde intens i en periode, selvom det ikke er så sjovt, mens det står på. MEN den periode jeg var igennem, inden jeg smuttede til NYC, giver nu så meget mening, når jeg så vågner op til en sms i morges fra bossen for hele svineriet på Politiken og fra min redaktør, som begge kunne meddele, at jeg lå nr. 1 på Saxo’s bestsellerliste, fordi I har været så søde og trofaste at forudbestille bogen allerede, selvom den først udkommer den 27. dec. TAK!!

Du kan forudbestille bogen her.

Tilbage til nutidens øjenbryn og status pt. Jamen jeg har simpelthen bestemt mig for, at jeg vil kysse det hul med den største kærlighed. For ved du hvad? Det er jo egentlig blandt andet kommet af, at mange mennesker har tabt sig og blevet sundere. Jeg har arbejdet en del for, at det er blevet muligt at inspirere rigtig mange mennesker og give jer de redskaber, som er nødvendige for at tabe sig på en sund og vedholdende måde. At jeg så i perioden glemte mig selv fuldstændig, det bliver vi nødt til at sige “så lærte jeg det på den hårde måde” til, og glæde os over, hvor meget jeg har læt og ændret på arbejdsfronten og min måde at tænke på.

Jeg kan stadig godt blive bedre til at prioritere mig selv endnu mere og forkæle mig selv. Det er blevet SÅ meget bedre end før, men jeg er stadig ikke god nok. Jeg øver mig hver uge i at fejre noget. For der er en del af fejre for tiden, og de sidste mange år har jeg været ELENDIG til at fejre, stoppe op og nyde. Det øver jeg mig i. Jeg øver mig også i at prioritere min træning i højere grad. Ikke at jeg ikke træner, men det har mere været sådan noget la-la træning de sidste måneder. Fordi jeg har været træt, uoplagt og faktisk ikke gidet. Det kan jeg mærke har kostet på formen. Jeg gider ikke føle, hvad dårlig eller ingen træning gør ved min krop, humør og energiniveau. Jeg får blandt andet ondt i skuldrene, nakken og lænden, når jeg ikke træner, fordi jeg sidder meget ned til daglig. Det er ikke værd for mig ikke at træne. Herovre er jeg heldigvis kommet igang igen, og det skal fortsætte, når jeg lander i DK. Af samme grund har jeg lavet en MK online træningscamp. Den første af slagsene. Fordi jeg gerne vil have dig med på et 6 ugers simpelt træningsforløb, da jeg ved, at jeg ikke er ene om at stå i en situation, hvor træningen har været svær og uoverskuelig at prioritere.
Vi starter allerede mandag i uge 43, så hvis du skal med, så skal du tilmelde dig nu.

Jeg skal nok skrive mere om træningscampen i næste uge, men du kan også se mere her. Du skal vælge forløbet til 199 kr., hvis du ikke har MK FITcamp vol 2 e-bogen i forvejen. Den skal du nemlig bruge. Hvis du har MK FITcamp vol 2, skal du købe forløbet til 109 kr.

Du kan tilmelde dig MK online træningscamp her.

Go´fredag aften til dig og tak for du læste med.

Xx Michelle

 

Del:

MK Nyhedsbrev



Tilmeld