Luciaboller lavet af skyrbolledejen
13. dec 2020 Opskrifter

Skyrboller forvandlet til luciaboller – smart, ikk?

Nu bæres lyset frem … 🕯🎶

I dag er det den 13. december, som traditionen tro er Luciadag. Det betyder luciaoptog og julehygge i mange børnefamilier, men sådan bliver det nok ikke i år, hvor vi ikke må samles på kryds og tværs på grund af coronavirus.

Fortvivl ej, for så gør vi da bare noget andet, fejrer dagen alligevel, for det er også 3. søndag i advent, så hvorfor ikke smovse lækre luciaboller med et MK-twist?

Luciaboller med et MK-twist

Ja, hvad skyrbolledejen ikk’ alt kan bruges til … Få MK’s opskrift på nemme sunde luciaboller her. 👏🏼🤍

Opskriften på luciaboller

Luciaboller i sin originale form er en gærbolle tilsat safrantråde, så de får en flot gylden farve. Vi har i år lavet et twist af MK’s populære skyrboller, så de minder om de skønne luciaboller, men stadig er dejligt sunde og mættende.

Ingredienser

10 stk.

1 portion skyrbolledej (brug dog kun ½ tsk. salt)
50 g smør
Evt. ¼ tsk. safran

+ 3 spsk. havreklid eller havregryn ekstra (22 g)
+ 2 spsk. flydende honning

Derudover
20 rosiner
4 spsk. mælk til pensling

Læs om de forskellige ingredienser i MK’s råvareindeks.

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175 grader, varmluft.

Smelt smørret i en kasserolle, og tag det af varmen. Kom så safrantrådene op i.

Kom æg og skyr i en skål, og pisk det godt sammen. Kom så de resterende ingredienser samt safransmørret i, og rør det hele sammen til en ensartet masse.

Lad dejen stå og hvile i 15 minutter, så FiberHUSK og havreklid kan suge væske til sig. Dejen er lidt klistret, men du kan med lidt snilde godt dele dejen i 10, og rulle 10 pølser med hænderne. Fugt evt. hænderne, så er dejen nemmere at arbejde med.

Lav så 10 luciabrød ved at forme pølsen som et S. Pensl brødene med mælk, og pynt med rosinerne. Bag bollerne i 15-20 min., og lad dem køle af.

Spis 1 bolle, som den er, eller smør lidt smør på. Hvis du er mere sulten, kan du spise grøntsager sammen med.

MK principperne

De slankende principper:

1 bolle svarer til: 2/3 knytnæve protein (æg, sky), 1/4 portion fedtkilde (smør) og 1 stk. frugt (havreklid, flydende honning og rosiner).

Tip
MK’s luciaboller er et lidt større snackmåltid end normalt, men så kan du så fint bare spise en lidt mindre mængde protein til fx aftensmaden. De kan holde sig på køl i op til 3 dage, og de kan fryses.

Få det fulde overblik over MK Universets mange sunde opskrifter.

Få fingrene i flere skyrbolle-opskrifter her!

Få fingrene i flere skyrbolle-opskrifter her! 🤍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MK Nyhedsbrev



Tilmeld