Mange tror, at sund müsli uden sukker smager kedeligt. Men sådan behøver det ikke at være, for müsli – eller granola, som det også kaldes, kan twistes på alverdens lækre måder.
Og pynter du en fin krukke med müsli i, så har du en perfekt gave til værtinden i december. 🎁 For hvem kan ikke bruge lidt sundt hjemmelavet knas til morgenmaden i en sød juletid fyldt med kaloriebomber?
Her får du fire opskrifter på müsli til din morgenmad. Opskrifterne er nemme at gå til, og du kan nyde müslien med god samvittighed, når du synes, at din morgenmad trænger til et luksuspift.
God fornøjelse!
- Hvad skal jeg putte müsli’en på?
- Opskrift på chokolade-nødde-müsli
- Opskrift på quinoa-müsli
- Opskrift på kakao-orange-müsli
- Opskrift på æble-dadel-müsli
Hvad skal jeg putte müsli’en på?
Det er vigtigt at få protein fra morgenstunden, og derfor er skyr eller græsk yoghurt med et proteinindhold på minimum 9 gram pr 100 gram gode valg. Hvis du vælger A38 som ‘underlag’ for din müsli, får du kun 4,5 gram protein pr 100 gram.
Hvis du er en rigtig proteinhaj, så kan du evt. vælge at gøre portionen lidt mindre, så du stadig har plads til et blødkogt æg til morgenmaden, hvis du elsker æg om morgenen.
Du kan også drysse müsli ovenpå din smoothie, så den bliver mere fyldig og skal spises med ske, eller du kan bruge det som crunch ovenpå vaniljeis til din dessert om lørdagen. Så får den en lidt anderledes smag.
Få det fulde overblik over MK Universets mange sunde opskrifter.
Opskrift på chokolade-nødde-müsli
Denne müsli er lav på kulhydrater.
12 portioner
Ingredienser
40 gram hakkede mandler
40 gram hakkede hasselnødder
35 gram græskarkerner
35 gram knækkede valnødder
30 gram hørfrø
40 gram kokosmel
1 spsk. kokosolie
2 spsk. kakaopulver af god kvalitet
¾ tsk stevia
½ tsk vaniljepulver
35 gram chiafrø
Læs om de forskellige ingredienser i MK’s råvareindeks.
Sådan gør du
Smelt kokosolien på panden, og steg mandler og hasselnødder i 2-3 min. Tilsæt herefter valnødder og kokosolie, og rist blandingen i yderligere 2-3 min. Tilsæt til sidst hørfrø, kokosmel og kom stevia, vaniljepulver og kakaopulver over blandingen, og rør rundt i 2-3 min. ved svag varme.
Lad müslien køle helt af, og opbevar den i en tætsluttet bøtte.
🥜 1 portion (3 spsk.) svarer til:
1 portion fedtkilde (mandler, hasselnødder, græskarkerner, valnødder, hørfrø, kokosmel, kokosolie og chiafrø).
Læs mere om MK principperne.
Opskrift på quinoa-müsli
Denne müsli er rig på magnesium og calcium.
10 portioner
Ingredienser
2 dl rød quinoa (120 gram)
4 dl vand
60 gram hasselnødder
40 gram rosiner
40 gram græskarkerner
½ tsk. vaniljepulver
½ tsk. kardemomme
1/3 dl agavesirup (45 gram)
Læs om de forskellige ingredienser i MK’s råvareindeks.
Sådan gør du
Skyl quinoa, og kog dem derefter i de 4 dl vand i 20 min., og stil det til afkøling. Hak hasselnødder, og bland det sammen med rosiner og græskarkerner. Kør quinoa sammen med nødder og rosiner, og bland det med vaniljepulver, kardemomme og agavesirup, og fordel det ud på en bageplade.
Bag det ved 150 grader i 30-40 min, hvor du løbende rører rundt i blandingen. Det er vigtigt, at quinoaen ikke er våd mere, når du tager blandingen ud.
Kom blandingen i en lufttæt bøtte, når den er afkølet.
🥜 1 portion (3-4 spsk.) svarer til:
1/3 portion fedtkilde (hasselnødder og græskarkerner) og 1 1/4 stk frugt (quinoa, rosiner og agavesirup).
Læs mere om MK principperne.
Opskrift på kakao-orange-müsli
Denne müsli er glutenfri.
9 portioner
Ingredienser
135 gram boghvede, tørvægt
4 dl vand til kogning af boghveder
40 gram valnødder
6 dadler (70 gram)
1 tsk vaniljepulver
½ tsk. stevia
Knivspids havsalt
30 gram kakaonibs
Skal fra øko-appelsin
Læs om de forskellige ingredienser i MK’s råvareindeks.
Sådan gør du
Skyl boghvedekernerne, og kog dem herefter i 12 min. Skyl dem herefter et par gange, dræn dem for vand, og bred dem ud over en bageplade. Bag kernerne i 20 min. ved 125 grader. Tag herefter boghvederne ud af ovnen, og bland det med knuste valnødder samt dadler, der er skåret i stykker.
Slut af med at blande det hele med stevia, vaniljepulver og lidt salt, og fordel igen blandingen på bagepladen, og bag den i 20-30 min. Efter blandingen er kommet ud af ovnen, blander du kakaonibs i samt revet skal fra appelsin.
Når din müsli er afkølet, opbevarer du den i en lufttæt bøtte.
🥜 1 portion (3-4 spsk) svarer til:
1/3 portion fedtkilde(valnødder og kakaonibs) og 1 stk. frugt (boghvede og dadler).
Læs mere om MK principperne.
Opskrift på æble-dadel-müsli
Denne müsli er rig på kostfibre.
14 portioner
Ingredienser
200 gram grovvalsede havregryn
50 gram tranebær
40 gram pinjekerner
50 gram mandler
½ tsk. nelliker
¼ tsk. havsalt
Dadelmasse
100 gram dadler
2 dl vand
1 æble
1 spsk. mandelsmør
½ tsk. stevia
½ tsk. vaniljepulver
Læs om de forskellige ingredienser i MK’s råvareindeks.
Sådan gør du
Kør alle ingredienserne til dadelmassen sammen i en foodprocessor, indtil det har en ensartet konsistens. Bland herefter de øvrige ingredienser sammen, og hæld til sidst massen over havregrynsblandingen og kør det hele sammen. Bred det ud på en bageplade, og bag blandingen ved 125 grader i 55-60 min. Rør løbende rundt, og del blandingen, så stykkerne ikke bliver for store og hænger sammen.
Når din müsli er afkølet, opbevarer du den i en lufttæt bøtte.
🥜 1 portion (3-4 spsk.) svarer til:
1/3 portion fedtkilde (pinjekerner, mandler og mandelsmør) og 1 1/4 stk. frugt (havregryn, tranebær, dadler og æble).
Læs mere om MK principperne.
2 svar på “Müsli til morgenmaden – 4 sunde opskrifter”
Hej.
Hvad er holdbarheden på de fire opskrifter og hvordan opbevares de bedst?
Hilsen
Rune
Hej Rune, müslierne holder sig bedst, hvis du opbevarer dem i en lufttæt beholder. Og hvis du bager dem helt sprøde, så kan de holde sig i ca. 30 dage 🙂