Karstens vægttab
9. sep 2020 Vægttab

4 uger på MK principperne: Karsten føler sig i Brad Pitt-ligaen

Det er noget så livsbekræftende, når I sender os glade mails med rosende gloser og medvind på grund af et flot vægttab. Men faktisk er det ikke altid vægttabet og de berømte før- og efterbilleder, der et det centrale. Dét kan Karsten skrive under på. Han er en 38-årig sønderjyde, der bor i København sammen med sin kæreste, to børn og en lille hundehvalp.

Livet var i lang tid pænt træls for Karsten:

– Jeg har både været og lignet et gennemtygget stykke Hubba Bubba rullet i kattehår, skriver han.

I MK er vi vilde med Karsten, fordi han siger tingene ligeud. På hans helt egen fine måde. Vi håber, hans historie kan inspirere andre. Ikke mindst andre mænd, som er nysgerrige på MK principperne. Faktisk kommer han med en glimrende forklaring på, hvorfor han mener, at MK principperne er som skræddersyet til mænds hjerner. Det vender vi tilbage til.

Karsten begynder sin mail til MK sådan her:

Hej Michelle. Det er meget store ord, men du har virkelig ændret alle aspekter af mit liv. Det er ikke fordi, jeg i forvejen vejede 140 kilo og nu efter 4 uger – er i finalen til Mr. Universe. Vægten og formen er den sekundære bonus.

Jagten på et vægttab, der udeblev

Igennem ti år vejede Karsten mellem 91 og 97 kilo. Han var godt træt af tilværelsen og stod med egne ord hver morgen op med ‘junk-tømmermænd’ – dog stadig motiveret: I DAG skulle forandringen ske …

– Lige indtil 10 timer senere, hvor jeg stod i Netto med en fyldt kurv af chips, dip, is, slik, chokolade og sodavand direkte finansieret af min ferieopsparing, fortæller han.

3 ting, Karsten var træt af:

* Jeg skulle altid have en lur om eftermiddagen og gik alligevel tidligt i seng – nogle gange uden at børste tænder.

* Jeg har sagt nej til leg med mine børn, været utålmodig og nogle gange lidt for hurtigt opfarende og generelt været i total underskud.

* Min kæreste og jeg skændtes meget, og så har vi efterfølgende dulmet vores nerver med dårlig mad på grund af dårlig samvittighed.

Kender du det?

Kender du det? 🙈   (foto: iStock)

Karsten fortæller, at han både har været på palæokur, kålsuppekur og på veganerkost.

– Og jeg har prøvet at ryge mig slank. Alt sammen op til flere gange. Jeg er stået op om natten for at æde Coco Pops og koldskål, tømt alt, hvad der var af chips og slik – og så har jeg brugt tusinder af kroner på take-away, fordi jeg var for træt til at lave mad, skriver han.

Vendepunktet – ‘Du ser tyk ud!’

Karsten, der til daglig arbejder som lærer, gav andre skylden for sit manglende overskud. Lige indtil han en dag stødte på ærlig snak fra nogle jyske kursister.

– Helt uopfordret sagde de, at de troede, jeg var meget ældre, og at jeg så tyk ud. Jeg blev først forarget, men forstod senere, at de ramte mit ømme punkt.

Karsten begyndte med egne ord at vågne op, og så skete der to ting:

Min kæreste købte to af dine bøger, og jeg så 56-årige Brad Pitt i ‘Once Upon a Time in Hollywood’ smide sin trøje.

Parret begyndte på MK principperne, og det nye ved denne kostomlægning var, at Karsten IKKE oplevede det som nogen slankekur.

– Det føltes mere som: ‘Spis det dit sind og din krop har brug for, så du kan blive den bedste udgave af dig selv hele vejen rundt’, skriver han.

Karsten fortæller, at hans blodsukker blev så stabilt allerede efter de første par dage, at trangen til at købe slik, is og chips udeblev.

Sunde opskrifter til vægttab – Karstens hitliste

Morgenmad:
1. Overnight skyr
2. Skyr med granola
3. Omelet med røget laks og gedeost – det smager simpelthen SÅ godt, og jeg føler, jeg er på ferie, når jeg spiser de ting, lyder det fra Karsten.

Frokost:
1. Grønsagsbrød med pålæg
2. Fiskefrikadeller
3. Kyllingemuffins

Aftensmad:
1. Tacoskaller med mozzerella
2. Vaffel-hotdogs
3. ‘Kartoffel’salat

Kostplan for hele familien

Tryk på boksen, og få fingrene i kostplanen med flere af Karstens favoritter.

Mental sundhed – MK principperne vs. en slankekur

For Karsten er det ikke vægttabet, der er den primære gevinst. Nej, det er den mentale sundhed, som fylder hverdagen. Sund livsstil med plads til nydelse.

Vi kan ikke sige det bedre end Karsten selv:

– En kur forstås oftest som en hård, forfærdelig periode, man skal igennem. Hvor man skal ofre og lide en hel masse og konstant være efter sig selv.

Han fortsætter:

– Og så handler det om noget ydre. Man skal af med maven, have tyndere lår eller se mere fit ud. Og når den eneste motivation er ikke at være flov over sin krop, og den eneste belønning er, at det først kan ses om en måned – hvis du altså lider nok – så er du dømt til at fejle på forhånd.

– MK-principperne handler om, at man spiser det, man har brug for, og at man får en masse belønning med det samme i form af mæthed og energi – så man kan holde sig fra at spise slik hver aften. Men så fredag, når der er ‘Alle mod 1’ i fjerneren, dér kan hele familien købe bland-selv-slik.

Derfor elsker mænds hjerner MK principperne

Det har noget at gøre med den måde, mænds hjerne fungerer på, ifølge Karsten. For ham har det altid været ros og belønninger, der har fået ham til at holde ved eller ændre vaner.

– Allerede i den første uge med MK-principperne optjener man retten til et nydelsesmåltid – eller tre, hvis man også faster. Så man gør sig fortjent til at spise og drikke det, man elsker.

Karsten fortsætter:

– Ingen mænd, jeg kender, kan overskue at droppe hverken øl eller junk i flere uger. Og en belønning kun bestående af reducerende decimaler på en vægt er bare ikke nok til at holde gejsten oppe.

En god burger, derimod, og en kold IPA on the side, som du har gjort dig fortjent til – dét er en belønning. Og så tager du ikke engang på! Det er ligesom at spare op til en ferie.

Vi elsker belønninger

Vægttab eller ej. Hjernen elsker, når vi gør os fortjent til noget – en belønning. 💃🏻🕺🏻   (foto: iStock)

8 ting, som Karsten i dag jubler over:

* Jeg har fået et rigtigt liv igen.

* Jeg har masser af overskud.

* Jeg har flere penge.

* Jeg tager ikke min eftermiddagslur.

* Jeg står tidligt op og går sent i seng.

* Det føles som om, at der er blevet løftet en byrde fra mine skuldre.

* Jeg har masser af energi til mine børn og min kæreste, og vi skændes ikke længere.

* Junk-food er blevet en nydelse, hvor jeg før i tiden medicinerede mig selv med det.

Her kommer Karstens allerbedste råd til andre derude, der gerne vil i gang med en sundere livsstil eller et vægttab på MK principperne:

Der er ingenting at tabe, kun alt at vinde. Du kommer ikke til at mangle noget eller at lide, og du kommer heller ikke til at fejle – der er kun en masse belønning på vej til dig! Og den pizza eller øl, du har i vente lige om hjørnet, har aldrig nogensinde smagt bedre!

Karsten faster to gange om ugen

Fastedagene er vigtige for Karsten, og de motiverer til, at nydelsesmåltiderne bliver lavet af de bedste råvarer.

– I går stod jeg på min fastedag og lavede en bindegal italiensk lasagne med selleristængler og gulerødder, der skulle forberedes med en simretid på 6 timer plus et foccaciabrød, der skulle hæve i fire, samtidig med at jeg havde min 10-måneder gamle datter kravlende rundt alle de steder, hun ikke skulle – uden at føle hverken stress eller total panik. Sveden på panden var udelukkende på grund af varmen i køkkenet, fortæller Karsten og fortsætter:

– Foccaciaen havde en ‘meget luftig krumme’, og lasagnen smagte – som min søn på 8 udtrykte det så smukt: ‘som at blive kørt over af en enhjørning’ (det er en god ting).

MK opskrift - Lasagne

Mon MK’s populære spidskålslasagne kan konkurrere med Karstens italienske lasagne? Hver ting til sin tid. 😍

– Tusind tak, Michelle. Jeg håber, du bliver ved med at skrive kogebøger, for dine retter er super sjove, nemme, de smager rigtig godt – og ikke mindst er de til at betale sig fra med en lærerløn, og så er de bare så næringsrige.

Karsten tilføjer:

– Jeg vejer i skrivende stund 87 kilo, og jeg har aldrig haft det bedre – og det har smittet af på hele familien.

Dit kostprincip er blevet mit livsprincip, og jeg synes allerede, jeg er ved at være i Brad Pitt-ligaen, bare uden alle Hollywood-problemerne. Nu tør jeg i det mindste tage min trøje af i varmen!

Vi forstår godt, hvad du mener, Karsten! 🤩

Tillykke med dit vægttab, og klø på med MK principperne – god vind fra os her i MK. 💪🏼

Fotocredit: Wikimedia Commons

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MK Nyhedsbrev



Tilmeld