Reklame for Netto

Dengang jeg var lille, var der især to ting, der kendetegnede efterårsferien. Det ene var kage og den anden var den årlige idrætsdag, som var startskuddet til ferien, og som mit konkurrence-gen elskede. Selvom jeg vejede noget mere end resten af klassens piger, så var jeg altid en af dem, der løb flest runder. Fordi jeg ville vinde. Ikke at der var nogen decideret konkurrence – kun oppe i mit eget hoved (ja kære følger – du fornemmer måske jeg stadig har det konkurrence-gen i mig :)).
Efter idrætsdagen vidste jeg, at der ventede kage hjemme. Jeg fik aldrig kage i hverdagen, med mindre det var ferie, og derfor elskede jeg ferien. Fordi jeg så måtte bage kage på en mandag sammen med min mor, og smage på den bagefter. Jeg elskede at bage, jeg elskede at pynte og jeg elskede at spise alt det søde. Sådan har jeg det stadig den dag i dag lige på nær, at jeg i dag ser en stor glæde i at twiste opskrifterne, så de stadig smager godt, men også indeholder mindre sukker og flere gode næringsstoffer.

I dag skal du have opskriften på min gulerodskage, som du kan forvandle til den fineste talkage og pynte til en uendelighed. Du kan også lave kagen til muffins. Både talskabeloner og muffinforme finder du i denne uge i din lokale Netto sammen med en masse andet dejligt grej til køkkenet. Der er bl.a. også et vaffeljern! Hvis du får fingrene i det eller har et i forvejen, så skal du altså prøve mine mættende morgenvafler, som du finder opskriften på her.

Find mange andre desserter og søde sager her.

Gulerodskage
16 stk.

600 gram gulerødder
60 gram kokosmel
1,5 dl havregryn
1 tsk. bagepulver
2 spsk. kanel
1 tsk. stødt nelliker
1 tsk. vaniljepulver (kan undlades)
½ tsk. salt
1 banan
10 æg
100 gram smeltet kokosolie eller olivenolie
12 dadler

Frosting
250 gram mascarpone
250 gram skyr
2 spsk. akaciehonning
¼ tsk. vaniljepulver
Evt. saft og skal fra 1 økologisk lime

Topping
Fx frisk mynte og frysetørrede hindbær

Riv gulerødderne fint. Bland kokosmel, havregryn, bagepulver, kanel, nelliker, vaniljepulver og salt sammen i en skål. I en anden skål moser du bananen og pisker den derefter sammen med æg. Kør dadlerne sammen med kokosolie i en foodprocessor til en cremet masse. Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Kom dejen på en beklædt bageplade og bag kagen ved 180 grader i 30-45 minutter alt efter størrelsen på din bradepande. Lad kagen køle af.

Bland alle ingredienserne sammen til frosting. Læg talskabelonen på kagen og skær den ud. Pynt kagen med frosting, frisk mynte og frysetørrede hindbær eller gå all in og pynt med friske bær, mørk chokolade og hakkede nødder.

Rigtig god efterårsferie hvis du har det og husk endelig at dele din talkage med os på instagram. Tag @nettodk og @michellekristensen.dk.

Find alle MK Universets opskrifter her – til din sunde livsstil eller dit vægttab.

Xx Michelle

Jeg sidder p.t. i New York på en café med Lana Del Ray i ørene. Her er en summen af mennesker. De virker glade. Måske fordi det snart er weekend. Måske fordi de er et sted i livet, som vil dem godt. Jeg er også glad, heldigvis. Jeg begynder også at glæde mig til at komme hjem igen og se dem, som jeg holder af, være sammen med teamet og ikke mindst snakke med folk igen og komme retur til mit eget køkken. Jeg SAVNER at lave mad her på dag 7 i NYC, men det er kun et godt tegn, for jeg var total fyldt op af madlavningen, inden jeg smuttede afsted efter at have lavet 100 retter på 4 dage til den nye Mission sund mad opskriftsbog. Nu er jeg klar til at forme skyrboller og snitte grøntsager igen, hurra.

Det er min første rejse alene i lang tid, hvor jeg ikke har været ked af det nogle af dage i løbet af turen. Det er nyt, og det er virkelig rart. Jeg er et godt sted i livet, som endelig viser sig fra sin fine side uden at byde på for mange rutchebaneture, som det har gjort før i tiden. Rutcheture som jeg stadig hver dag bliver mindet om, men som jeg begynder at se noget magisk i.

Nogen vil nok kalde mig mærkelig, når jeg tager alene afsted på rejser. Egentlig er jeg en virkelig social person. Jeg elsker fester og middage, men mest når jeg ikke har meget arbejde om ørene. Mit drømmescenarie ville være at bo på en stor gård lige udenfor København. Hvor der var en masse natur, hvor mine venner og familie boede på samme grund og hvor der stadig var plads til at være sig selv, men hvor man også vidste, at der altid var én at drikke vin med, løbe en tur med, snakke med og bare være i rum med unden at en aftale skulle i en kalender. Jeg er ved at gå så kold i, at alt skal arrangeres i en kalender, men den snak tager vi en anden dag.

Hvorfor så tage afsted alene, når jeg er så social, og når jeg på de mange tidligere ture, som jeg har været på, altid er blevet lidt (eller meget!) ked af det på et tidspunkt? For det første er det altid arbejdsrelaterede ture, som jeg tager på alene. Fordi alenetid kan noget magisk hos mig, og der er sgu ikke mange, som gider med i Wholefoods og gå rundt i 3 timer eller besøge diverse gakkede sundhedscaféer hver gang der skal spises noget herovre. Det er for alvor på aleneture, hvor jeg lærer noget om mig selv, fordi jeg har tid til at tænke. Det er også her, hvor jeg få de mærkeligste (oooog ret gode, hvis jeg nu selv skal sige det :-P) idéer til at lave nye arbejdsmæssige tiltag. Når ingen afbryder mine tanker og hjerne med snak og spørgsmål, så begynder den at køre i et tempo, hvor der er konfettikanoner og trylletricks involveret.
Men der er også den hårde side af aleneturene, fordi der netop er meget tid til at tænke, og hvor jeg ikke bare kan flygte fra tankerne ved at være sammen med venner.

Der har været perioder, hvor jeg har været virkelig ked af det på mine aleneture. Fordi jeg har haft tid til at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det og tænke over mit liv, arbejdsmæssige situation og hverdagen. Jeg har haft det ad helvedes til en del gange. Hvis du har fulgt med på instagram, så ved du også, at jeg har skulle igennem nogle kæmpe bump de sidste 4 år. Jeg har aldrig helt fortalt hele forløbet. Jeg burde måske fortælle mere om, hvor magisk OG møg hårdt det var på 5 måneder fra august 2018 til december 2018 at ændre et underskud på 1.1 millioner til et overskud på 1.2 mio kr. Hvad det indebar, hvad der egentlig skete og hvilke omkostninger det havde. Måske jeg tænker, at det er tid til at fortælle det en dag. Én ting er sikker: det stunt har jeg ærlig talt ikke behov for at udføre igen, men takke være dig kære følger, så fik vi sgu MK biksen til at overleve, og jeg kom af med personer som fuckede godt og grundigt op i mit selvværd og tankegang. I år skal jeg SÅ meget holde julehygge allerede fra november og hele december måned, for julen eksisterede nærmest ikke for mig sidste år. Jeg arbejdede 24/7 for at redde min virksomhed.

I mandags modtog jeg billederne til den nye opskriftsbog. Det første jeg fik øje på var mit øjenbryn. Jeg er muligvis den eneste, der har SÅ meget fokus på det skide bryn, og takke være tatovering af øjenbrynet, så kan man ikke se, hvor mange hår jeg reelt mangler. Men man kan stadig se, at der er et lille hul. Et hul lige dér, hvor jeg har fået bivirkningen af den binyrebarkhormon indsprøjtning, som jeg fik for at fremprovokere hårene frem. Ja jeg er typen som får en allergisk reaktion eller en bivirkning ved det meste, så selvfølgelig skulle jeg også have det her :). Min hud begyndte at gå indad, og lavede sådan en fin men dyb “skibakke” i øjenbrynet. Den bule er der stadig. De siger, at den med årene nok skal gå i sig selv igen, og forhåbentlig kommer hårene snart retur af sig selv.
Først blev jeg lidt irriteret over, at jeg kunne se det hul, men så tænkte jeg fandeme nej! Jeg skal være piv stolt af det fra nu af, for hold nu kæft hvor har de tabte hår lært mig meget og været grundlag for, at jeg er den, jeg er i dag. At MK er blevet så stort som det er, og jeg har lært ting, som de fleste på min alder først lærer i en meget sen alder. Jeg sad muligvis heller ikke her og var glad, hvis der ikke var sket det, som er sket de sidste år.

Allerede i 2003 mistede jeg hår fra mit øjenbryn først gang. Det skete efter 4 1/2 måneders ophold i Ghana, som var ret intens, da jeg og en veninde boede ligesom de knap så velhavende ghanesere. Vi havde intet vand de første 2 måneder, og kunne ikke lave mad. Oveni det hele fik jeg en meget slem maveinfluenza, som varede 2 måneder og som gjorde, at jeg tabte mig alt for meget. På intet tidspunkt tænkte vi på at trække stikket og tage hjem. Nu havde vi sagt ja til det her, og så skulle det gennemføres. En mentalitet som kendetegner mig. Jeg giver ikke op, når jeg først er gået i gang med noget, med mindre jeg kan se, at det er helt umuligt. Jeg er opdraget til at man færdiggør det, man er startet på. Også selvom det ikke er sjovt. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var bedre til at give op.

Siden da er øjenbrynet røget en håndfuld gange. Det sker når jeg kommer ud for situationer, hvor jeg bliver meget bange, og tilsidesætter mit private jeg 100% i en lang periode, æder mig selv og lukker ned for alle signaler på stress eller andet. Med andre ord knokler jeg røven ud ad bukserne 24/7 i en længere periode, som kun de færreste kan, har jeg fundet ud af. Jeg har gjort det en del gange, men det koster også på den private konto, og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig kommer til at gøre det igen. Men det har været nødvendig at gøre igen sidste år. Ellers havde jeg mistet min virksomhed og min store passion.
Jeg kan stadig have kortere perioder, hvor jeg har travlt. Det havde jeg for eksempel inden jeg tog til NYC. Det var 6 uger som stort set kun bestod af arbejde. Men jeg vidste, at jeg havde en tur til NYC i sigte, hvor der var ro på og derefter ville der komme 3 måneder, hvor der heller ikke er travlt, og hvor der er dejlig meget tid til hygge. Så kan jeg godt arbejde intens i en periode, selvom det ikke er så sjovt, mens det står på. MEN den periode jeg var igennem, inden jeg smuttede til NYC, giver nu så meget mening, når jeg så vågner op til en sms i morges fra bossen for hele svineriet på Politiken og fra min redaktør, som begge kunne meddele, at jeg lå nr. 1 på Saxo’s bestsellerliste, fordi I har været så søde og trofaste at forudbestille bogen allerede, selvom den først udkommer den 27. dec. TAK!!

Find alle MK Universets opskrifter her – til din sunde livsstil eller dit vægttab.

 

Du kan forudbestille bogen her.

Tilbage til nutidens øjenbryn og status pt. Jamen jeg har simpelthen bestemt mig for, at jeg vil kysse det hul med den største kærlighed. For ved du hvad? Det er jo egentlig blandt andet kommet af, at mange mennesker har tabt sig og blevet sundere. Jeg har arbejdet en del for, at det er blevet muligt at inspirere rigtig mange mennesker og give jer de redskaber, som er nødvendige for at tabe sig på en sund og vedholdende måde. At jeg så i perioden glemte mig selv fuldstændig, det bliver vi nødt til at sige “så lærte jeg det på den hårde måde” til, og glæde os over, hvor meget jeg har læt og ændret på arbejdsfronten og min måde at tænke på.

Jeg kan stadig godt blive bedre til at prioritere mig selv endnu mere og forkæle mig selv. Det er blevet SÅ meget bedre end før, men jeg er stadig ikke god nok. Jeg øver mig hver uge i at fejre noget. For der er en del af fejre for tiden, og de sidste mange år har jeg været ELENDIG til at fejre, stoppe op og nyde. Det øver jeg mig i. Jeg øver mig også i at prioritere min træning i højere grad. Ikke at jeg ikke træner, men det har mere været sådan noget la-la træning de sidste måneder. Fordi jeg har været træt, uoplagt og faktisk ikke gidet. Det kan jeg mærke har kostet på formen. Jeg gider ikke føle, hvad dårlig eller ingen træning gør ved min krop, humør og energiniveau. Jeg får blandt andet ondt i skuldrene, nakken og lænden, når jeg ikke træner, fordi jeg sidder meget ned til daglig. Det er ikke værd for mig ikke at træne. Herovre er jeg heldigvis kommet igang igen, og det skal fortsætte, når jeg lander i DK. Af samme grund har jeg lavet en MK online træningscamp. Den første af slagsene. Fordi jeg gerne vil have dig med på et 6 ugers simpelt træningsforløb, da jeg ved, at jeg ikke er ene om at stå i en situation, hvor træningen har været svær og uoverskuelig at prioritere.
Vi starter allerede mandag i uge 43, så hvis du skal med, så skal du tilmelde dig nu.

Jeg skal nok skrive mere om træningscampen i næste uge, men du kan også se mere her. Du skal vælge forløbet til 199 kr., hvis du ikke har MK FITcamp vol 2 e-bogen i forvejen. Den skal du nemlig bruge. Hvis du har MK FITcamp vol 2, skal du købe forløbet til 109 kr.

Du kan tilmelde dig MK online træningscamp her.

Go´fredag aften til dig og tak for du læste med.

Xx Michelle

 

Lige nu sidder jeg med en stor balje kaffe i hånden her i NYC. Mest fordi jeg synes, det er liiige tidligt nok at hive noget med alkoholprocenter op ad lommen. Især fordi endnu en træningstime venter herovre iaften, og du har typen på tråden, som bliver halvfuld af bare et glas alkohol. I aften tror jeg, at jeg skal have et lille glas for i dag er en stor dag for mig. Der er nemlig sket 2 dejlige ting:

1. Min første opskriftsbog kan nu ENDELIG forudbestilles på landets bog webshops. Den udkommer den 27. dec og du kan lure på Mission sund mad her. 
2. Jeg har skrevet under på et TV-program, som jeg skal starte optagelserne på, når jeg kommer hjem fra NYC og som kører de næste 8 måneder frem. Noget jeg glæder mig enormt meget til.

Da jeg vågnede i morges, slog jeg øjnene op til en mail fra min redaktør Ane fra Politikens forlag om, at Mission sund mad endelig kan forudbestilles på landets bog-webshops, VUHUUU! Så skål i en sort mokka på det, og velbekomme i noget af det mad, som jeg har fundet i Wholefoods og som jeg simpelthen blev nødt til at teste af. I bægeret finder du mandel-yogurt, som har 11 gram protein pr 150 gram, som der er i et bæger. Det er ikke lige så proteinholdigt som skyr, men det smager virkelig godt og cremet. Toppingen på yoghurten er en granola, som er lavet på bl.a kikærtemel.

Tilbage til bogen for det er ved guder den, det skal handle om i dag. Det er nemlig et lidt umuligt projekt, der er blevet en realitet. Nogen jeg selv tvivlede lidt på på nogle tidspunkter.
Fredag den 23. august havde jeg møde med Lene Juul, som er direktør for Politiken om muligheden for at lave en opskriftsbog på rekordtid. Aftenen inden mødet så jeg mig selv sende en sms til Sara Blædel (som ofte er mit go-to orakel, når jeg er i tvivl om noget. Det er ikke uden grund at hun er i Mads og Monopolet :)), hvor jeg skrev, at jeg ikke skulle lavet den bog. Det blev simpelthen for presset for mig at lave en bog på 5 uger, og der var nok en grund til, at Politiken havde sagt, at det var mere eller mindre umuligt at lave en bog så hurtig. Klip til den frokost, som jeg spiste med Sara dagen efter, hvor jeg lige kom fra mødet med Lene Juul, som havde præsenteret nogle ret gode ting i forbindelse med bogen. På den frokost blev bog igen vendt, jeg ændrede mening og sagde ja til at lave min første opskriftsbog. For hvis der er noget, som jeg har drømt om længe, så er det at lave en opskriftsbog, som ikke er fyldt med snak og en masse grundlæggende forklaring om blodsukkeret o.a. som jeg tidligere har lavet. Hvor bogen derimod er spækket med en masse opskrifter og tips til, hvordan du selv bliver en mester i MK køkkenet. Den drøm bliver nu en realitet.

Find alle MK Universets opskrifter her – til din sunde livsstil eller dit vægttab.

Mandag den 26. sagde jeg LET’S GO til bogen, spærrede jeg mig mere eller mindre inde i mit sommerhus, og gik i gang med at skrive og teste opskrifter af i døgndrift. Køkkenet lignede et bombet lokum til tider, min rumpet var øm af at sidde så meget foran skærmen og skrive, jge tudede lidt af træthed og frustration og jublede af lykke, når en opskrift sad i skabet. Ja jeg var hele registret igennem, og nu kan jeg grine stort af, at jeg har været så rørstrømsk i den proces. Men det var lidt et voldsomt pres, men sikke et resultat der kom ud af det. En uge senere kunne jeg aflevere 100 velskrevne opskrifter og indledende tekst om MK principperne.

Den uge har jeg ikke behov for at skulle igennem igen. Den var crazy! For ud over at skulle lave bogen, havde jeg også lige mine MK campere, der skulle passes, Go´Morgen DK og den normale daglige drift i MK biksen. Men jeg gjorde det sgu og jeg kunne det, og nogle gange skal man jo presse sig selv ud på dybt vand, for at finde ud af hvor ens grænser er! Ellers lærer vi aldrig noget nyt om os selv. Men igen – det her har jeg bevist overfor mig selv at det kunne jeg godt, og jeg har ikke behov for at gøre det igen.

I lørdags da jeg satte mig i flyet til NYC, var bogen for mit vedkommende så godt som færdig. Alle billeder af maden, af mig og til forsiden var i hus og det var en kæmpe lettelse! Bog nr 8. var så godt som i hus!

Og hvad handler bogen så om? Jamen jeg så mig selv og en del campere være trætte af at lede i diverse bøger, e-bøger og magasiner efter de opskrifter, som er mest populære. Så mine camperes favorit opskrifter, mine egne yndlings og nogle nye opskrifter er proppet i den nye bog. Den indeholder 100 opskrifter, som alle er efter MK principperne og ud for hver en opskrift står der, hvor meget du får af fedt, protein, tætpakkede kulhydrater o.a. Jeg har gjort meget ud af at gøre opskrifterne lette, lækre og ligetil, så tingene kan købes i et supermarked, de fleste retterne kan laves på 3o minutter og så smager de SKØNT!

Her kan du se billeder af nogle af opskrifterne, som du kan glæde dig til i bogen.

Så får du simpelthen ikke mere at se :). Resten af opskrifterne må du vente til at se, til bogen udkommer. Men jeg håber meget, at disse billeder får mundvandet til at løbe og du jubler over det, du ser.

Der er også vegetariske retter i bogen, og du kan altid skifte fars ud med plantefars og en frikadelle ud med en falaffel (som der også er opskrift på). Hvis du er veganer, så er bogen ikke noget for dig, da der er mejeriprodukter og æg i nogle opskrifter. Du kan sagtens lave alle opskrifterne glutenfrie.

Du kan bl.a. forudbestille bogen stederne som står lige herunder. Vær OBS på at der hos nogle af boghandlerne ikke er opdateret liste med, at bogen indeholder 100 opskrifter. I starten var planen 85 opskrifter, men så tog fanden ved mig :-P. 100 er bare et pænere tal.

Her kan bogen forudbestilles:

Saxo: læs mere her

Arnold Busck: læs mere her

Bog & Idé: Læs mere her

Tak til Joachim Wichmann for smukke fotos, for Sara Rostrup (You Blush) for make-up og til grafiker Stine Trampe og redaktør Ane Børup, som pt knokler med at få bogen i hus.

Xx Michelle

04. oktober 2019

Endelig kom dagen, hvor jeg med STOR stolthed i stemmen kan brøle “DEN ER UUUUUDE!”. I dag er min nyeste e-bog Mæt med MK’s skyrboller ude på shoppen. En e-bog som indeholder 17 opskrifter, som er lavet på den populære skyrbolledej, og ja – den indeholder også den originale opskrift på skyrbollerne. Du får e-bogen helt gratis med, når du forudbestiller det nye MK online magasin, som udkommer den 2. november og koster 49 kr. E-bogen får du dog med det samme, du forudbestiller MK online magasinet.
Hvis du ikke vil have MK online magasinet, så bliver e-bogen også sat til salg på shoppen den 1. november til 49 kr. Billederne her i blogindlægget er alle opskrifter, som du får i e-bogen.

Aldrig har jeg lavet en opskrift, som har været så populær! Før var jeg kendt for at være kvinden, der fik folk til at tabe sig på MK online camps samt var i Go´Morgen DK. Nu er jeg hende med skyrboller, haha. Det har jeg grinet virkelig meget over. Men de er altså også blevet gode. Jeg har mange gange før forsøgt at lave en brødopskrift, som var MK-venlig, men det har aldrig lykkedes mig, at lave en opskrift på boller, som ikke smagte lidt af omelet. Ikke før nu. De her boller smager som brød og også derfor de er blevet så populære, og ja – du kan også lave dem glutenfrie, hvis du ønsker det (det står der mere om i e-bogen). Når du spiser en bolle, så svarer den proteinmæssigt til samme proteinindhold der er i 2 æg og energimæssigt til hvad der er i 2 æg og et stykke frugt. En bolle er dermed meget mere proteinholdig og mættende end en traditionel fuldkornsbolle fra fx. Schulstad. Der er dobbelt så meget protein i en MK skyrbolle, som der er i en fuldkornsbolle. Og det jubler jeg og mange andre over, da protein mætter og jo mere mæt man er, jo mindre mad har man brug for og jo lettere har man ved at sige nej tak til knap så sunde sager og det bliver lettere at nå sit mål om at tabe sig, hvis man har sådan et. Ligeledes indeholder bollerne også mindre kulhydrater i forhold til en traditionel bolle, så den er også god for dig der har PCO eller diabetes.

E-bogen indeholder som sagt 17 opskrifter. Jeg fandt nemlig ud af at man kan møg mange ting med den dej. Man kan lave de traditionelle skyrboller, lave pitabrød, pizzasnegle, pølsehorn, pizza, lagkagebund, æbletærte, æbleskiver osv. Jeg har den vildeste OPTUR over den dej, og det er jeg ikke ene om, for jeg er aldrig blevet tagget så meget i en opskrift på instagram, som jeg er ved de skyrboller. En stor del af den danske befolkning kender til de boller pt, hurra!

Du får fat i e-bogen her. Der går lige et par minutter før du modtager en bekræftelsesmail, hvor der så er et link til downlading af e-bogen. Selve MK online magasinet får du første den 2. november. Det kan du godt glæde dig til. Det bliver spækket med lækkert og inspirerende indhold. Det kan du læse mere om her.

Go´fredag derude. Nu vil jeg pakke til NYC, se et par veninder og ellers gøre klar til at smutte afsted til The big apple i morgen. Jeg håber, du vil kunne li´e-bogen og ikke mindst det nye MK online magasin, når det udkommer den 2. november.

Tak for du læste med, og hurra for skyr<3

Xx Michelle

 

Altså det er jo helt vildt det her. Jeg har skrevet et blogindlæg!?!? Man kunne fristes til at spørge, hvad fanden der sker. Jamen det er ret let at sige. Jeg har faktisk savnet at skrive herinde på sitet (er det gået op for mig), for som du måske kan se, hvis du scroller ned i antallet af indlæg, såååå er det ikke fordi, jeg har været så voldsom aktiv, siden det nye site gik live i maj i år. Jeg har heller ikke fået lavet en ordentlig kategori over blogindlæggene – det skal nok komme :).

Før skrev jeg en del indlæg, men jeg har haft så mange problemer med de tidligere IT-folk at alt gik galt og jeg mistede alle mine blogindlæg og så et antal af arbejdstimer bare flyve væk for ingen verdens nytte, eller sådan føltes det ihvertfald. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange timer og dage, jeg har brugt på at lave alt det indhold, som jeg havde på den gamle blog og som sidste år pludselig var pist væk. Det får mig nærmest til at tude, når jeg tænker på det og alt det arbejde der er gået tabt. Måske er det også derfor jeg har tøvet med at komme igang med indlæggene igen. Men efter at være blevet en del af Confetti CPH crewet (hvor Michael Falgren har knipset disse billeder af mig), så har jeg fået en ret stor motivation for at skrive igen. Det er ret magisk at nye omgivelser kan have en god og positiv effekt på én. Så jeg håber meget, at du vil følge med herinde samt også have lidt tålmodighed, hvis der er perioder, hvor er der er lidt stille. Det kommer med stor sandsynlighed til at ske nogle gange, når der virkelig er gang i biksen og alt for få timer i døgnet.

For lige nu er der jo SLEEEET ikke for få timer i døgnet….ork nej (LØGN :-P). Shit der har været knald på de sidste uger, men i dag får jeg de sidste billeder til den nye opskriftsbog i hus, som jeg laver i samarbejde med Politikens forlag. Den udkommer først den 27. december, men jeg synes, du skal se lidt af de 85 billeder og 100 opskrifter, som jeg fået i hus de sidste dage.

Bogen bliver min første opskriftsbog nogensinde og min 8. bog i rækken. Der er også opskrifter i mine tidligere bøger, men de tidligere bøger indeholder også en masse tekst og nogle af bøgerne også træningsøvelser. Denne bog bliver uden så meget “snak” og i stedet fyldt med 100 madopskrifter der er lette, lækre og lynhurtige at lave i den travle hverdag, og hvor de alle selvfølgelig er lavet efter MK principperne. Jeg har proppet nogle gode, gamle klassikere i bogen, nogle af jeres favoritter, mine egne yndlingsopskrifter og nogle nye opskrifter. Så der skulle gerne være noget for enhver smag.

Find alle MK Universets opskrifter her – til din sunde livsstil eller dit vægttab.

Lige om lidt kan jeg forhåbentlig løfte sløret for forsiden, men indtil da kan du faktisk allerede forudbestille bogen her. Vær OBS på, at teksten liiige skal rettes til, da bogen indeholder 100 opskrifter og er på  208 sider….og at der snart kommer en forside, så du kan se, hvordan den rigtig kommer til at se ud. Læs mere om bogen i blogindlægget her :).

De næste mange dage skal jeg så meget have en pause fra at lave mad. Efter både at have lavet mad til det nye MK online magasin, til e-bogen der udkommer i morgen og til opskriftsbogen her de sidste 6 uger, så er jeg sgu ret så “mad-mættet”. Derfor passer det også ret godt, at jeg smutter til NYC på lørdag, og dermed slipper for at lave mad i en uge. Den tur glæder jeg mig til at fortælle dig om!

Go´torsdag til dig. Jeg må hellere komme igang med at få gjort mig klar til at smutte ud på studiet og forberede de sidste opskrifter, så den flaske champagne, som jeg har lagt på køl ude på fotostudiet, kan blive poppet senere i dag.

Xx Michelle

 

 

Reklame for Nespresso

Jeg forsøger at gøre det så godt som muligt, når vi taler den bæredygtige livsstil. Jeg er meget stor fortaler for, at små ændringer kan gøre en stor forskel, hvis vi er mange der gør en indsats for at ændre på ting, der gør det mindre belastende for kloden, at vi lever. Omvendt skal jeg også stadig have lov til at leve et liv, hvor jeg gør ting, som gør mig glad. Det gør en god kop kaffe for eksempel. Morgenkaffen er noget, jeg kan se frem til med en glæde, som er større end så meget andet. Hvis jeg er god og står tidligt op, får en træning i hus, har været i bad og derefter skal have min morgenmad, så kan jeg glæde mig SÅ meget til at tage den første slurk af kaffen. Den giver mig virkelig meget glæde.

Heldigvis er det også blevet muligt at returnere de brugte Nespresso kapsler, så de får nyt liv. De bliver forvandlet til alt fra kuglepenne, kartoffelskrællere, lommeknive og nu også til en cykel, som Nespresso har lavet i samarbejde med Vélosophy. Jeg fik lov til at drøne rundt på den i starten af denne uge med min morgenkaffe med under armen og her kan du se, hvad der kom ud af det. Du skal nemlig have mine og mine følgeres bedste tips til bæredygtige tips og spots i KBH.

Aflevér dine brugte Nespresso kapsler
Det første stop jeg cyklede hen til på det lilla lyn, var til Nespresso butikken for at aflevere mine brugte Nespresso kapsler. Jeg bor ikke særlig langt fra butikken, så det er ret nemt for mig at indlevere kapslerne. Hvis du ikke bor tæt på en Nespresso butik, kan du gratis sende kapslerne gennem DAO-ordning så de får nyt liv.

De grønne områder i København
Dernæst cyklede jeg rundt i KBH og endte på Kastellet. Et af de grønne områder som findes i København, og som jeg virkelig stornyder at besøge. Jeg bor ikke så langt derfra og jeg løbetræner ofte på Kastellet, hvilket jo er en dejlig sport, som kun kræver gode løbesko og ikke andet. Jeg føler, at jeg får lidt natur og luft, når jeg er der. Jeg kan se ud over byen oppe fra voldene og der er grønt og fint. Jeg er vokset op i naturen, så den betyder meget for mig. Den gør mig rolig og mine tanker flyder på sådan en fin måde, når jeg er i naturen. Selvom jeg ville elske, at der var en kæmpe skov midt i København, så er det alligevel bedre med lidt grønt end slet ingenting.

I har sendt så mange fine tips, og jeg brugte tid på at læse dem alle igennem på min telefon, mens jeg nød min morgenkaffe samt kiggede på alt det grønne. Det er med at nyde den farve, mens den stadig er der! Her får du nogle af de tips, som søde følgere har sendt mig samt mine egne til bæredygtige hverdagstips og spots i København.


Billede lånt af LØS

LØS market
LØS market er en butik, som er bæredygtig på alle måder. Her handler du nemlig med egne beholdere og siger farvel til plastikindpakning og anden emballage. Du tager simpelthen bare en beholder med, vejer det ved ankomst, fylder det op med det som du gerne vil have og betaler derefter ved kassen! Så smart. Butikken bugner også med bæredygtige sager og har også et fint grønt sortiment. Du kan læse mere her.


Billede lånt af Banana

Banana – is med god samvittighed
Banana åbnede i 2017 med deres bæredygtige svar på is. Banana er lavet på modne bananer, som måske ellers ville være blevet kasseret på grund af deres udseende, men som smager helt som de skal! Isen er uden tilsat raffineret sukker.
Du finder deres butikker i Torvehallerne eller Jægersborggade og kan læse mere her.

Find MK Universets sunde snacks her, eller læs blogindlægget om sunde snacks til hjemmekontoret.


Billede lånt af Vesterbyt

Vesterbyt
Vesterbyt er et genialt koncept, der gør op med idéen om, at man altid skal have nyt, nyt, nyt. Istedet kan du lave en smuk byttehandel. På Vesterbro er der nemlig flere steder, som f.eks. Vesterbyt, hvor du kan bytte dine ting med andres ganske gratis! Tag det med du alligevel ikke bruger og byt dig til noget “nyt”, som andre mennesker har givet væk, fordi de ikke har brug for det mere. En bæredygtig måde at bytte mellem mennesker og en anderledes måde at genbruge på.
Læs mere om Vesterbyt her.


Billede lånt af Spidsrod

Spidsrod
På det indre Nørrebro ligger Spidsroden som er en lokal og 100% økologisk butik. Her finder du både grøntsager, fødevarer, personlig pleje og du kan endda også fylde dine egne sæbeholdere op. En hyggelig lille butik hvor du kan snuse lidt rundt mellem alle de bæredygtige produkter, og måske bytte nogle af de knap så bæredygtige ting ud, som dit hjem pt indeholder. Du finder mere info om stedet her.

Grønne cykelruter
København er fyldt med cykelstier og en del “grønne” stier, hvor bilerne ikke kan køre. Stierne er kun for cyklister og er ofte beliggende i de mere grønne områder. F.eks. er der en grøn cykelsti mellem Frederiksberg og Nørrebro, som fører dig igennem fine grønne områder og som leder dig udenom storby trafikken. Det jubler sådan en som jeg utrolig meget over. Tag cyklen, spar på CO2’en og nyd fantastiske København.

Billede lånt af Sustain Daily

Bæredygtig site
Hver uge kommer der stort set nye bæredygtige tiltag op. Hvis du gerne vil være med på beatet, så tjek Sustain Daily ud. Det er et virkelig fint site, som guider dig og opdaterer dig på bedste vis. Jeg læser faktisk ikke så mange blogs, men denne er jeg dagligt inde og tjekke ud, om der er kommet nye indlæg op, som kan gøre mig klogere og inspirerer mig.
Tjek det ud her.


Billede lånt fra Frida Ceramics

Sugerør på instagram
Jeg er en meget stor fan af sugerør til en iskaffe. Altså ikke dem af plastik. Der har jeg vist opbrugt min andel af dem, da jeg var i mine 20’ere og havde slet ikke øjnene åbne over for, hvor dårligt det var for miljøet. Nej, disse sugerør er genbrugelige og virkelig fine. Tjek @fridaceramics ud på instagram.

Da jeg cyklede retur til kontoret, så jeg ryggen af Charline. Det måtte være et tegn på, at jeg også skal nævne to kvinder, som jeg beundrer meget, når vi taler om bæredygtighed: nemlig Signe Wenneberg og Charline Skovgaard. De har haft en stor interesse og passion for emnet i mange, mange år. Ja, faktisk så mange år, at de snakkede højt om det, inden det blev noget som blev hipt at kunne sige, man gik op i. De lever og ånder for bæredygtighed, men gør det på sådan en fin måde, hvor man inspireres i stedet for at føle, at man får trukket en masse ned over hovedet. Tjek dem ud på instagram på henholdsvis @signewenneberg og @charlineskovgaard, hvor de to billeder også er fra.

Skål i kaffe og tjek Nespresso.com/dk ud for en god kop kaffe og mere information om deres samarbejde med Velosophy.
Xx Michelle

Reklame for NETTO

I denne uge i NETTO finder du alverdens udstyr til at gøre måltidet både lettere og mere festligt. Jeg har lyst til at vise, hvor lÆGGert det kan gøres og…..okay jeg stopper ægge-”jokes” her. Jeg føler mig som min far, der fyrer diverse far jokes af dagen lang, hvis jeg fortsætter. Det går sgu ÆGGE (okay NU stopper jeg!). I dag skal du have opskrifterne på lækre, mættende opskrifter, som kun tager 10 min. at lave.

Find alle MK Universets opskrifter her – til din sunde livsstil eller dit vægttab.

Jeg studsede lidt, dengang jeg åbnede kassen med de gule ting i. Kunne det nu virkelig passe, at det var muligt at lave en omelet, vafler og andet i de gule forme inde i mikroovnen? Men den var god nok. Du kan simpelthen få skidtet til at sidde sammen ved at bruge formene og få en skøn morgenmad eller frokost på nul-komma-fem. Du får selvfølgelig ikke den sprøde stegeskorpe, som når du steger ting, men det gør nu ingenting i den travle hverdag, for det smager virkelig godt. Derudover er en ting sikkert – det her det gør det eddermandme let at lave et mættende måltid i en fart! Her får du opskrifterne:

Bananvafler
1 person

2 æg
1 banan
1 tsk. kanel
½ tsk. kardemomme
2 spsk. havregryn
Et drys salt

Mos bananen med en gaffel i en dyb tallerken eller skål. Kom de resterende ingredienser deri, og rør dem sammen. Kom massen i vaffelformen og kom formen ind i mikroovnen. ”Bag” dem i 2 minutter eller indtil, at du kan se dejen sætter sig. Spis evt. vaflerne sammen med lidt bær.

MK principperne: Du får 1 knytnæve protein, samt 1 1/2 stk frugt i vaflerne her. Spis enten en lille håndfuld bær til eller 1/2 stykke frugt. Derudover skal du have en portion fedtkilde. Det kunne fx være 1 1/2 spsk peanutbutter (25 gram).

Psst, har du også prøvet mine populære belgiske vafler?

 

Ægge’bøf’
Til 1 person

3 æg
1 håndfuld skyllet og hakket grønkål
1 tyk skive rød peberfrugt
2 skiver gedeost af 25 gram i alt (kan udskiftes med revet mozarella)
Salt og peber.

Tilbehør:
Gnavegrønt
Evt. karse eller anden krydderurt som topping

Skær peberfrugt i mindre stykker. Pisk det ene æg sammen med grøntsagerne og hæld massen ned i formen. Kom låg på og i mikroovnen i 1 min. Tag formen ud af mikroovnen. Kom herefter gedeostskiverne og de sidste 2 æg ovenpå, kom låget på og giv ægge”bøffen”1-2min. i mikroovnen. Lad køle lidt af og spis med gnavegrønt dertil.

MK principperne: Der er til 1 1/2 knytnæve protein i denne, så du får en del protein og æg i måltidet. Hvis I er to i hytten så del den over, så I spiser halvdelen hver. Hvis du spiser det hele selv, så drop at spise æg i morgen og ligeledes spis lidt mindre protein til dit næste måltid. Derudover får du en portion fedtkilde og grøntsager.

Omelet
Til 1 person

2 æg
1 kyllingepølse fra ØGO
4 cherrytomater, skåret i kvarte
10 cm stykke af en squash, skåret i mindre stykker
Salt og peber

Pisk æggene sammen og skær pølsen i mindre stykker. Kom grøntsager og pølse ned i formen og hæld æggemassen over. Klap formen sammen og sæt den i mikroovnen i ca. 2 min. Hvis den stadig er flydende nogle steder, så skal den have ekstra tid. Sådan er det med alle opskrifterne her. Det er måske forskelligt, hvordan din mikroovn varmer i forhold til min. Spis en omelet sammen med ½ avocado og gnavegrønt.

Psst, har du også prøvet MK’s scrambled eggs?

MK principperne: Du får lidt ekstra protein her, hvis du er kvinde. Du får 1 1/2 knytnæve protein. Du kan enten tage lidt mindre protein til dit næste måltid eller spise 2/3 dele af omeletten og gemme den sidste 1/3 til din eftermiddagssnack.
Derudover får du 1 portion fedtkilde fra avocadoen og grøntsager.

Du finder alle formene i Netto fra i dag af.

17. august 2019

Reklame for NETTO

Netto mener åbenbart, at vi skal have sved på panden og strammet balderne op efter sommerens mange festlige arrangementer og sjusser. Okay så! I denne uge finder du nemlig en hulens masse træningsudstyr, træningstøj og – godt nok i en helt anden boldgade – også en ret så smart avocado-udstikker.

I dag skal det ikke handle om avocado eller træningstøj. Det skal handle om, hvordan du kan peppe din hjemmetræning op med nyt træningsgear og få en effektiv træning i hus på bare 20 min (inkl. 5 min opvarmning) og for 130 kr.
Al træningsgrej på billedet her (på nær træningsmåtten) kan du få i Netto fra lørdag den 17. august og frem. Dog er der et begrænset parti på de forskellige produkter.

Sådan udfører du programmet
Du starter med at lave 5 min. opvarmning, hvor du enten løber en lille tur, sjipper, laver nogle korte udstræk, laver sprællemand o.a. som kan få kroppen i gang. Så er du klar til selve programmet.

Du skal udføre hver øvelse i 30 sekunder. Du holder først en pause efter en hel runde (alle 6 øvelser) er gennemført. Derefter holder du 60 sek. pause, inden du er klar til at starte på en ny runde. Du skal gennemføre 4 runder i alt og er dermed færdig med styrkeprogrammet efter 20 min. Så fyr op for musikken og sæt i gang!

1. Træk til bryst
Fokusér på at holde skuldrene nede, albuerne tæt ind til kroppen og stå oprejst. Jo længere du gør elastikken, jo hårdere bliver øvelsen.

2. Squat med udræk
Fokusér på at holde kroppen oprejst, hold vægten på hælene og pres knæene ud af. Når du kører vægten væk fra kroppen, så skal du tænke på at holde skuldrene nede og spænde i maven.

3. Sailor
Fokusér på at holde din rygsøjle så lang som mulig. Du må ikke krumme for meget i ryggen. Jo strammere elastikket er, jo lettere er øvelsen og derfor er denne maveøvelse også genial, fordi du let kan ændre på hårdheden.

4. Bennedsænk
Fokusér på at presse bolden let med hænderne under hele øvelsen (eller hårdt hvis du har overskud til det). Samtidig sænker du et ben ned ad gangen og kører det så langt ned mod jorden, som du kan. Hvis du begynder at svaje i lænden, så skal du ikke køre benet så langt ned.

5. Bro med benløft
Fokusér på at presse bolden sammen med dine knæ, så du aktiverer musklerne i inderlårene. Pres hoften så højt op som muligt. Når du skiftevis løfter et ben fra jorden, så tænk på at holde hoften så stille som mulig. Jo mindre den bevæger sig, jo bedre.

6. Lændeløft
Fokusér på at løfte overkroppen op via din lænd og ikke dine balder (de vil dog arbejde). Lav elastikken stram, så du bruger dine rygmuskler ekstra meget. Øvelsen er også god til os, der sidder meget foran en computer, da det løsner op i skulderleddet.

Hvis du er til denne træningsform, kan jeg også anbefale dig at prøve Tabata.

Voilá! Så får du ikke mere for den 25-øre. Rigtig god træning!

Xx Michelle

Holy smoke! Hvis det passer, at man bliver smukkere jo mere man sover, så burde den her blog være den smukkeste i hele landet. Jeg har virkelig været sløv til at poste noget herinde de sidste mange måneder. Måske fordi jeg gik kold i, at jeg har haft så mange IT problemer. Måske fordi der har været møg travlt, og mest af alt måske fordi jeg ikke helt har vidst, hvad jeg skulle bruge bloggen til. Min hverdag er jo altså ikke skide spændende. At skulle skrive om hvornår jeg står op, hvilken slags tøj jeg tager på, hvad jeg propper i munden, hvilke arbejdsopgaver jeg har lavet og andet – ja det vil både blive røvssygt for dig at læse om og for mig at skrive om. Men der er heldigvis andet jeg kan skrive om, og lur mig om det ikke også ender med, at jeg laver indlæg med, hvad jeg spiser på travle dage, selvom jeg lige har sagt, at det vil være det mest kedelige for dig og mig at læse om, selvom nogle af jer efterspørger det. Ja du fornemmer, at jeg ikke helt ved hvor det ender henne med den her blog.

Måske viser det sig efter et par måneder, at jeg ikke rigtig føler for at fylde på med indlæg herinde. Måske jeg får en glæde ved at skrive blogs igen. Måske jeg skulle holde min kæft med at bruge ordet måske:-P? Det tror jeg vil klæde mig J.

I går aftes landede jeg i Jylland efter at have været en smuttur i Stockholm. Jeg skal være i Jylland hele ugen for at skrive på min bog nummer 2 om Store Sonja. I har nemlig taget virkelig godt imod 1’eren. En bog som både handler om MK principperne – hvordan man skal spise, hvis man gerne vil igang med et vægttab, men hvor adfærdsændring også fylder meget. Jeg har puttet det hele ind i historien om Store Sonja, som skal tabe sig. Hun får hjælp af hendes møg irriterende sundhedsveninde Michelle og til sidst i bogen finder du en masse opskrifter.

Hvis du endnu ikke har fået fat i bogen, og pt har en stor lyst til at vide endnu mere om min baggrund, MK principperne samt én gang for alle få styr på alle tankerne omkring at tabe sig og sige farvel til kalorietælling, så kan du få fat i bogen her.

Jeg har udformet MK principperne for at gøre sundheden simpel, men stadig velsmagende. Hvor man ikke får kuller i bøtten af at veje mad og tælle kalorier, men lærer at lytte til kroppen og blive opmærksom på de spisemønstre, som man har.

Du kan læse mere om MK principperne her.

Målet med opholdet på Comwell er at få skrevet en hulens masse sider, men også at gøre klar til MK x Netto bootcampen, som starter på mandag (i dag er sidste chance for at komme med. Du kan tilmelde dig her) og den MK online camp, som starter om 1 ½ uger. Og hvorfor skal man så give 699 kr. for at deltage i en MK online camp, når Netto bootcampen er gratis? Fordi du slet ikke får det samme på de to camps.

Netto Bootcampen er en lille teaser til MK principperne. Du får en uges kostplan, lidt opskrifter, viden om principperne og en uges træningsplan samt 3 mails om ugen.

Den originale MK online camp er en mandsopdækning i 4 uger. Du får både en 4 ugers kostplan, en 4 ugers træningsplan med styrketræningsvideoer til stuegulvet, hvor du bare skal følge mig gennem hele træningen. Du får 3 manualer med en masse viden, mails hver dag, et fællesskab med de andre campere, 2 videoer fra mig om ugen og mulighed for at stille mit team og jeg spørgsmål alle hverdagene. Med andre ord er den camp for dig, som vil have et ekstra spark i rumpetten og har brug for en kærlig hånd og daglig støtte.

SÅ mange kvinder er kommet i mål med et smukt vægttab på MK principperne. Se flere før- og efterbilleder.

Du kan læse mere om MK online campen her. Hvis I tilmelder jer 2 sammen, så sparer I 299 kr.

Det var alt herfra. Jeg må i gang med at få den her bordplade til at ligne et kontor. Men jeg tror den kommer til at spille ret godt som kontorpladsen. Resten af dagen skal jeg tænke og pjække. Det har jeg fået strenge ordre fra Sara Blædel om :). Jeg er svine-heldig at have hende til at guide og hjælpe mig til at blive endnu bedre til at skrive fiktion, og hun har fået mig overtalt før til at tage en pjækkedage, og det gjorde SÅ meget godt for min hjerne og mine idéer…..selvom det er lidt angstprovokerende at hoppe ud i det, nu hvor jeg bare gerne vil i gang og få noget fra hånden. Men jeg gør det og trænger faktisk også til ikke at lave en fløjtende fis.

Go´torsdag, hurra for alle jer der er klar til MK x Netto bootcampen og et klap på skulderen til mig selv over, at jeg har fået skrevet et blogpost, som ikke kun handler om netto produkter. Typen der roser sig selv, ha!

Xx Michelle

Reklame for Netto.

Den der kedelige madpakke kender vi alle, gør vi ikke? Jeg gør i hvert fald, og selvom jeg tagerhatten af for, at min far hver morgen lavede madpakker til min søster og jeg, så må jeg altså også bare konstatere, at de var DØDkedelige (undskyld far :)). Så i dag skal du have tips til, hvordan du kan peppe madpakken op.

Inden du får morgenkaffen galt i halsen, så jo – jeg mener det altså. Du kan godt brugesquashskiver som “sandwichbrød”. Bevares, der er ikke meget blødt over hver bid du tager, og det er heller ikke som at sætte tænderne i en skive brød. Men det kan altså noget. Grønt til ganen – det kan vi li’.

Find alle MK Universets opskrifter her – til din sunde livsstil eller dit vægttab.

Rugbrød er også sundt, tarmene elsker det, det er rig på fuldkorn og andre gode sager, men nogle gange er det dejligt at prøve noget nyt. I denne uge i din lokale Netto kan du få fat i de fine madpakker, som fås i diverse former, med rumopdeling og i forskellige størrelser, så tjek det endelig ud!

Mættende madpakker
4 personer

Æggesalat
2 æg
2 store avocadoer
1 dl hytteost
Lidt frisk chili, hakket
1 fed hvidløg, presset (kan udelades)
Saft og skal fra 1 økologisk citron
½ tsk. salt

“Brød”
4 skiver rugbrød eller 1 squash, halveret og derefter skåret i 4 skiver på langs

Gnavegrønt
Spis det du bedst kan li’ dertil.

Cashewdip
50 g cashewnødder
½ dl mælk
1 fed hvidløg (kan undlades)
5 cm frisk gurkemeje (kan undlades)
Saft og skal fra ½ lille økologisk citron
1 drys salt
Fremgangsmåde
Læg cashewnødderne i blød i minimum 30 min. inden brug. Hæld vandet fra og kom dem i en blender sammen med de resterende ingredienser og blend det hele sammen til en cremet ensartet masse. Hvis du skal have dip’en mere flydende, så kommer du mere mælk i.

Kog æggene i 8 minutter, pil dem og skær dem i mindre stykker. Mos avocadoerne og rør æg, avocado, hytteost, chili, hvidløg, citron og salt sammen. Fordel æggesalaten på 4 halve skiver rugbrød, top med karse, og læg de andre halve skiver rugbrød over, eller læg æggesalaten sammen med 2 skiver squash og top med karse. Spis gnavegrønt dertil og dyp dine grøntsager i din cashewdip.

Tip
Du kan bytte avocadoen ud med ekstra hytteost og komme en stor klat mayonnaise i, i stedet. Det smager altså også virkelig godt!

Friske rispapirsruller
2 personer

2 håndfuld af dine yndlingsgrøntsager
Evt. 4 jordbær, ½ æble eller andet frugt (kan undlades)
4 stk. rispapir
6 stk. økologiske frikadeller fra frost (fås i Netto)

Tilbehør
Gnavegrønt–mængden er op til dig og din sult

Peanutdip
2 spsk. peanutbutter
2 spsk. sojasauce
Saft fra ½ appelsin
1 spsk. hakket jalapenos fra glas(kan undlades, hvis du ikke kan li ́ stærke ting)
5 spsk. vand

Fremgangsmåde
Skær grøntsager og evt. frugt i ønskede størrelser. Stykkerne må ikke være for store. Læg rispapirstykkerne i vand et kort øjeblik, og kom dem derefter over på et fugtigt viskestykke, eller et stykke bagepapir med lidt vand på. Kom grøntsagerne og frugten på dit rispapir og rul dem sammen. Blend alle ingredienserne sammen til din peanutdip. Hvis du vil have den mere tyk, så drop noget af vandet. Hvis du vil have den mere tynd, så kom ekstra vand i. Kan du ikke li’ den stærk, så undlader du jalapenos.
Voilá! Så er der frokost. 2 rispapirsruller med 3 frikadeller, gnavegrønt og en dip til at dyppe dine ruller og grøntsager i.

Bon appetit!

MK Nyhedsbrev



Tilmeld